Det blev en gentagelse af sidste sæsons afgørende DM-finale, da Aalborg og FHK tørnede sammen. FHK førte, men gik ned med flaget til sidst, og det gjorde, at Aalborg vandt 32-30.
Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag. Ligaens nummer to og tre, Aalborg og FHK, mødtes i den store Sparekassen Danmark Arena, hvor der var noget nær udsolgt. De, der følger med i Fredericias gøren og laden for tiden, fik sig formentlig et lettere chok, da opstillingen blev offentliggjort, og man kunne se, at Sebastian Frandsen varmede op.
Den oprindelige plan var ellers, at unge Rasmus Storm skulle være på holdkortet. I det udleverede holdkort til pressen figurerede han nemlig, men det blev oplyst, at Storm ikke skulle spille, da Frandsen havde meldt sig klar efter en scanning fredag. Dermed var han med som supplement til ungarske Martin Nagy, som startede i målet.
Nagy startede, som han slap mod Skjern i onsdags, hvor FHK vandt med 31-27. FHK kom som skudt ud af en kanon samtidig med, at Aalborg lavede fejl på fejl. 5-2 var stillingen efter syv minutter, men så ændrede kampen karakter. Det skyldtes ikke mindst, at FHK startede med Kasper Palmar på banen, og på 11 minutter havde han fyret fire skud afsted. Det fik en konsekvens. Svenskeren så ikke banen resten af kampen, men også på måltavlen var det til at se. 6-6 var stillingen efter, at Aalborg ellers lignede et hold, som var til at tale med.
Aalborg fik teten og kom foran 11-9 efter 21 minutter og endte med at gå til pause foran 14-13. FHK havde fået gang i angrebsspillet efter at have slidt med det, og det skyldtes ikke mindst syv mod seks, hvor Mads Kjeldgaard var en afgørende faktor med William Moberg.
I anden halvlegs indledning var Aalborg til at tale med. FHK hang i, og med et kvarter igen udlignede en storspillende Martin Bisgaard til 20-20. Det gav associationer til sidste sæsons afgørende DM-finale, hvor det var nogenlunde samme kampforløb. To scoringer i træk bragte tilmed FHK i front med 23-21 med 12 minutter igen.
Det gav endnu flere vibes tilbage til en varm junidag, hvor FHK var millimeter fra at vinde DM i nøjagtig samme arena, men sådan gik det ikke, og slutforløbet af kampen blev også en gentagelse. Med tre minutter igen kunne Reinier Taboada have scoret til 31-29 til FHK, men helt fri indeover brændte han, da han overplacerede et skud.
I stedet lavede Aalborg kampens sidste tre mål og endte med at vinde 32-30. Symptomatisk var Kasper Young i kampens sidste minut millimeter fra at udligne til 31-31, men hans skud ramte stolpen, og så kunne Miguel Martins lukke kampen til 32-30, som blev kampens resultat.
FHK spiller igen på tirsdag, hvor holdet møder Sønderjyske i pokalkvartfinalen inden, at 2024 rundes af med en ligakamp på udebane mod KIF Kolding.