William Moberg har ramt sit højeste niveau i Fredericia Håndboldklub, og efter 41-36-sejren over Aalborg Håndbold satte den svenske playmaker ord på både præstationen, formen og troen på, at FHK stadig kan spille sig videre.

Den 26-årige svensker leverede senest seks mål og tre assists mod Aalborg, og efter en stærk periode pegede han først og fremmest på, hvad sejren betyder for holdet.

»Det betyder to point, og at vi ved, at vi kan spille godt som hold,« siger William Moberg.

Han peger samtidig på, at troen på præstationen allerede var til stede inden kampen.

»Jeg synes, at hvis vi skulle præstere som vi gjorde mod Melsungen, så ville vi have en god chance,« siger han.

Sejren holder Fredericia inde i kampen om en plads i semifinalerne, men Moberg vil ikke tale sig for langt frem.

»Der er mange kampe tilbage, så nu er der fuldt fokus på Melsungen, og så skal vi nok også vinde mod GOG ude,« siger han.

Moberg er selv i forrygende form, og det spil, han leverer lige nu, ligner det bedste, han har vist, siden han kom til klubben i sommeren 2024. Selv forklarer han udviklingen med, at hele holdet har rykket sig mentalt.

»Jeg ved det ikke. Alle har fået mere selvtillid. Vi er gode håndboldspillere, vi skal bare få det vist over en længere periode,« siger han.

På spørgsmålet om han selv har ændret noget for at komme frem til flere afslutninger, lyder svaret, at det hænger tæt sammen med holdets spil.

»Nej, men det handler mere om, at jeg passer bedre ind nu, og så er der flere muligheder for mig for at skyde,« siger han.

Han peger også på, at tiden sammen på banen har gjort en forskel for Fredericia, efter at nye spillere er kommet ind i truppen.

»Ja, men alle har også fået mere selvtillid, så det er dejligt at spille som hold,« siger Moberg.

Og så var der også rammen om det hele. Sejren over Aalborg blev spillet hjem i en arena med stort tryk, og det gjorde indtryk på svenskeren.

»Det var fuldstændig flot. Hvilken kamp, hvilken stemning. Det var dejligt,« siger han.

At Fredericia var bagud med tre ved pausen og alligevel endte med at vinde med fem, siger også noget om niveauet i anden halvleg, mener Moberg.

»Ja, det er sindssygt. At vinde med otte mål mod Aalborg i en halvleg, det er meget godt,« siger William Moberg.

Annoncer

Log ind

Bliv medlem (kommer snart)
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu