Fredericia Håndboldklubs Martin Bisgaard ee blandt de spillere, der er i Nikolaj Jacobsens VM-bruttotrup.
I den forgangne uge var Håndboldherrerne samlet for sidste gang, inden landstræner Nikolaj Jacobsen udtager det hold, der skal forsvare de tre danske verdensmesterskaber, når det går løs fra den 14. januar i Jyske Bank Boxen i Herning.
Men inden da er feltet af kandidater skåret ned til en 35 mand stor bruttotrup. Det er også udelukkende fra denne gruppe, at landstræneren kan skifte spillere ind, hvis han skulle få behov for det under VM.
Alle spillere, der var med til at sikre Danmark OL-guld i sommer, er med i truppen, bortset naturligvis fra Niklas Landin og Mikkel Hansen, der efterfølgende indstillede henholdsvis landsholdskarrieren og håndboldkarrieren.
– Vores bruttotrup vidner om den enorme bredde, der er i dansk herrehåndbold. Det giver et godt grundlag for at udtage en rigtig stærk trup til VM, og vi glæder os meget til at starte forsvaret af vores tre verdensmesterskaber foran vores egne fans i Jyske Bank Boxen, siger Nikolaj Jacobsen.
Den 18. december udtager landstræneren sin endelige VM-trup, der kan bestå af op til 18 spillere. Undervejs i mesterskabet kan han lave fem udskiftninger i truppen på et hvilket som helst tidspunkt.
Danmark er VM-værter sammen med Norge og Kroatien. Håndboldherrerne spiller det indledende gruppespil og potentiel mellemrunde på hjemmebane, mens turneringen fra kvartfinalen og frem vil fortsætte i Bærum ved Oslo i tilfælde af dansk avancement.
Danmarks bruttotrup til VM i herrehåndbold 2025
(i alfabetisk rækkefølge)
Målvogtere
Emil Nielsen, FC Barcelona
Jannick Green, PSG Paris Handball
Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt
Mikkel Løvkvist, Bjerringbro-Silkeborg
Simon Gade, TSV Hannover-Burgdorf
Fløjspillere
Casper U. Mortensen, HSV Hamburg
Emil Jakobsen, SG Flensburg-Handewitt
Frederik Bo Andersen, Hamburg HSV
Hans Lindberg, HØJ Elite
Johan Hansen, SG Flensburg-Handewitt
Martin Bisgaard, Fredericia HK
Magnus Landin, THW Kiel
Niclas Kirkeløkke, SG Flensburg-Handewitt
Oskar Vind, GOG
Stregspillere
Alexander Lynggaard, Bjerringbro-Silkeborg
Emil Bergholt, Skjern Håndbold
Frederik Ladefoged, Dinamo Bucuresti
Lukas Jørgensen, SG Flensburg-Handewitt
Magnus Saugstrup, SC Magdeburg
Simon Hald, Aalborg Håndbold
Bagspillere
Aaron Mensing, MT Melsungen
Emil Madsen, THW Kiel
Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
Jacob Holm, PSG Paris Handball
Jacob Lassen, Hamburg HSV
Jon Lindenchrone Andersen, Rhein-Neckar Löwen
Lasse Andersson, Füchse Berlin
Lasse Møller, SG Flensburg-Handewitt
Mathias Gidsel, Füchse Berlin
Mads Mensah Larsen, SG Flensburg-Handewitt
Michael Damgaard, SC Magdeburg
Nikolaj Enderleit, MT Melsungen
Rasmus Lauge, Bjerringbro-Silkeborg
Simon Pytlick, SG Flensburg-Handewitt
Thomas Arnoldsen, Aalborg Håndbold