FC Midtjylland viste klassen og kørte FC Fredericia over i søndagens kamp på Monjasa Park. 4-0 endte det i en ensidig forestilling, hvor forskellen på top og bund blev tydelig.
Det begyndte ellers med tro på tribunerne. Vinden havde lagt sig, solen brød igennem, og en regnbue stod hen over stadion, da spillerne løb på banen. De 3.323 tilskuere fyldte godt på Monjasa Park, mange af dem fra Herning, men lyden kom fra hjemmeafsnittet, hvor trommerne satte rytmen.

FC Midtjylland brugte under 1 minut på første chance, da Aral Simsir udfordrede det fredericianske forsvar og fandt Osorio i højre side. Han trak ind i banen og sparkede til bolden, men Lamhauge nåede ned med en lang arm og sendte bolden til hjørnespark. Fredericia startede dog også frisk. Hjemmeholdet forsøgte at sætte sig på bolden og spillede sig frem til flere situationer i begyndelsen. Allerede efter få minutter fik Emilio Simonsen en afslutning, der gik over mål, og kort efter prøvede Sofus Johannesen kræfterne med et skud, der blev rettet af til hjørne. Det så godt ud med Emilio tilbage i startopstillingen for fredericianerne.
Midtjylland svarede dog hurtigt igen. Emilio Simonsen fik et gult kort efter 25 minutter for en tackling på grænsen, og sekunder, senere tog midtjyderne for alvor fat og slukkede hurtigt lyset i de lokale tilskuers øjne.
Efter 29 minutter gik det galt for Fredericia. Denil Castillo drev bolden frem i højre side og sendte den fladt ind i feltet, hvor Franculino stod klar. Angriberen sparkede til bolden første gang – hårdt, præcist og uden chance for Lamhauge. 1-0 til FC Midtjylland.

Fem minutter senere blev det 2-0. Igen var Castillo i oplæggerens rolle, denne gang med et indlæg fra højre side. Gue-Sung Cho positionerede sig perfekt og flugtede bolden ind med stor sikkerhed. To mål på fem minutter – og kampen havde skiftet karakter.
Fredericia forsøgte at svare igen. Lige før pausen fik Gustav Marcussen en stor chance, men sendte bolden forbi mål. Der stod 0-2 på måltavlen, da holdene gik i omklædningsrummet.
Efter pausen ændrede billedet sig ikke. FC Midtjylland kom ud som et hold med tempo, fysik og overskud, og der gik ikke lang tid, før de igen viste forskellen på top og bund. Efter 50 minutter sendte Darion Osorio et indlæg ind i feltet. Bolden ramte Andreas Pyndt på vejen og landede for fødderne af Mikael Gogorza, som resolut sparkede den i mål til 3-0.
Tre minutter senere blev det 4-0. Ousmane Diao slog et præcist indlæg, og indskiftede Jose Francisco Dos Santos Junior steg til vejrs og headede bolden i nettet. På fem minutter i hver halvleg havde FC Midtjylland reelt afgjort kampen.

Michael Hansen forsøgte at ændre på det med flere udskiftninger. Agon Mucolli kom ind i pausen, William Madsen og Eskild Dall fulgte efter, men uanset hvad Fredericia forsøgte, var der kun ét hold på banen.
FC Midtjylland sparede stjerner som Philip Billing og Darion Osorio i den sidste del af kampen, men det påvirkede ikke rytmen. Gæsterne kontrollerede bolden og i store perioder af anden halvleg var det fredericianerne, der løb forgæves rundt.
I slutfasen fik Fredericia enkelte muligheder. Først forsøgte Moses Opondo sig med et fladt skud, derefter prøvede Agon Mucolli med et skruet forsøg lige uden for feltet, men Elias Olafsson stod sikkert i målet. Kort før dommeren fløjtede af, sendte Svenn Crone et hårdt skud mod mål, men Olafsson fik hånden på og reddede igen.

Da kampen blev fløjtet af, forlod flere Fredericia-tilskuere stadion i stilhed. Ingen havde dog forventet lokal sejr i dag. FC Midtjylland er formstærke, og i dag så man tydeligt, hvor den form er.
FCM’s spillere blev mødt af jubel fra udebaneafsnittet, hvor de mange medrejsende fra Herning fejrede sejren.
Det var FC Fredericias femte nederlag i træk i Superligaen, mens FC Midtjylland med sejren holder fast i toppen af tabellen og fortsat ligger to point efter AGF.

For Michael Hansen og hans mandskab venter nu en travl uge. Allerede onsdag gælder det pokalkampen mod Viborg på Monjasa Park, inden turen lørdag går til Parken og mødet med FC København.
FC Midtjylland viste i dag, hvorfor de er et tophold. For Fredericia blev det endnu en eftermiddag, hvor forskellen i tempo og kynisme blev tydelig.
FC Fredericia – FC Midtjylland 0-4 (0-2)
Monjasa Park, Fredericia
Tilskuertal: 3.323
Mål:
0-1 Franculino Djú (29’)
0-2 Gue-Sung Cho (34’)
0-3 Mikael Gogorza (50’)
0-4 Jose Francisco Dos Santos Junior (53’)
Advarsler: Emilio Simonsen (25’), Svenn Crone (63’)
Dommer: Svend Funder
Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring
Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring









