Torsdag eftermiddag var Fredericia Musicalteater fyldt med smil, klapsalver og et bredt udsnit af byens erhvervsliv, politikere og branchefolk, da ADP’s havnedirektør, Rune Rasmussen, blev fejret i anledning af sin 40-års fødselsdag. Fejringen bød på bobler, sliders og venlige hilsner fra kollegaer og samarbejdspartnere, der var mødt talstærkt op for at anerkende den betydning, han har haft for havnen og Fredericia.
Som den første ved mikrofonen stod bestyrelsesformand for ADP, Christian Herskind. Han tog gæsterne med tilbage til 2017, da Rune Rasmussen første gang søgte stillingen som direktør for ADP. Herskind lagde ikke skjul på, at han fra starten havde et godt øje til den unge morsingbo, hvis ambitioner og strategiske sans har imponeret ham.
– Alle, der har mødt Rune, ved, hvor han kommer fra. Alle har fået en vis lektion i Danmarks geografi. Og vi ved, at der er uendelig langt fra Mors til Thy. Og man må ikke bytte om på de to ting. Vi ved også, at det eneste, der er på uge i Thy, det er udsigten til Mors, sagde Herskind, der også roste Rune for sin indsats, og konkluderede, at hvis man så på det arbejde, som han havde udført, så burde det være en 50 års fødselsdag, vi deltog i.
En havnedirektør, der har sat sit præg på Fredericia
Dernæst tog Fredericias borgmester, Christian Bro, ordet. Han lagde vægt på den rolle, Rune Rasmussen har spillet i udviklingen af Fredericia Havn, og hvordan havnedirektøren har formået at skabe et tæt samarbejde mellem ADP og Fredericia Kommune.
– Du er jo blevet Fredericias havnedirektør. Og jeg må sige, at du har taget den rolle til dig. Tidligere var en havnedirektør i Fredericia næsten på niveau med en garnisonskommandant eller en postmester – og selvom du ikke har fået en uniform endnu, så har du til fulde levet op til den betydning, havnedirektøren har for byen, sagde borgmesteren.
Han fremhævede også ADP’s centrale rolle i den grønne omstilling, som Fredericia har sat sig for at føre an i.
– Vi ser jo, hvordan transport og logistik fylder mere og mere i byens udvikling, ikke mindst ude i Taulov. Og det er tydeligt, at du har ambitioner om, at ADP skal endnu længere. Dem deler vi i byrådet, for havnen er – ligesom resten af vores industri – en del af den transformation, der skal sikre, at Fredericia forbliver et førende logistisk knudepunkt i Danmark, sagde Christian Bro.
Økonomidirektør i ADP, Michael Overgaard Andersen, var næste taler. Han valgte at fokusere på Rune Rasmussens ledelsesstil og den energi, han bringer ind i virksomheden.
– Rune, det er din dag i dag, og vi er samlet her for at fejre ikke bare en milepæl, men også den person, du er. Det er tydeligt for alle, der arbejder sammen med dig, at du har et særligt drive, en skarp forretningssans og en evne til at samle folk omkring dig, sagde Andersen.
Han bemærkede også, at Rune Rasmussen trods sin unge alder har sat et markant præg på ADP’s udvikling.
– Selvom du er en af de yngste i direktionen, er det aldrig din alder, vi lægger mærke til. Det er din erfaring, din indsigt og din evne til at huske alt i detaljer – hvilket er både imponerende og en smule irriterende, sagde økonomidirektøren med et glimt i øjet.
Rune Rasmussen: Tak til medarbejdere og samarbejdspartnere
Til sidst trådte hovedpersonen selv op på scenen. Med et smil kiggede han ud over forsamlingen og takkede for den store opbakning.
– Det er fantastisk at se så mange her i dag. Og når der er så mange, så kan man næsten ikke lade være med at sige et par ord, begyndte Rune Rasmussen og rettede en særlig tak til medarbejderne i ADP og understregede, at virksomhedens succes er resultatet af et stærkt hold. Han takkede også ADP’s kunder og samarbejdspartnere og fremhævede, at deres engagement og tillid er en forudsætning for virksomhedens udvikling.
– Der er nogen, vi ser hver dag, nogen vi ser lidt sjældnere, og nogen, vi først ser, når de har et stort skib i havn. Men fælles for dem alle er, at de er en del af det maskineri, der gør ADP stærk – og derfor skal der lyde en stor tak til jer, sagde Rune Rasmussen.
Han afsluttede med at sende en anerkendelse til ejerne og bestyrelsen for at give ADP den nødvendige frihed til at udvikle sig.
– Det kræver mod at drive en infrastrukturvirksomhed som vores. Det kræver mod fra både kommunale og private ejere at give ledelsen og medarbejderne rum til at tænke nyt og udvikle virksomheden. Og jeg synes, vi har vist, at det kan lade sig gøre, sagde han og opfordrede derefter gæsterne til at blive hængende og nyde resten af eftermiddagen.