SPORT. FC Fredericia har ansat Patricia Nielsen som klubbens nye sponsoransvarlige. Ansættelsen sker som et led i klubbens strategi om at styrke samarbejdet med erhvervslivet og forbedre oplevelsen for sponsorer og partnere.

Patricia Nielsen har solid erfaring med salg og netværksopbygning, og ifølge klubbens salgsansvarlige, Christian Johansen, har hun især udmærket sig med sin personlighed, engagement og naturlige evne til at kommunikere:

»Vi har med det samme kunnet mærke hendes store drive og passion for at skabe gode relationer. Hun passer perfekt ind i den kultur, vi har opbygget omkring vores sponsorer og partnere,« fortæller Christian Johansen.

Patricia Nielsen ser frem til at komme i gang med arbejdet og glæder sig til at møde både eksisterende og potentielle sponsorer i Fredericia og omegn.

»Det er en stor ære at få ansvaret for sponsorområdet i FC Fredericia. Jeg glæder mig meget til at bygge videre på de stærke partnerskaber, klubben allerede har skabt,« siger Patricia Nielsen og fremhæver betydningen af samarbejde og fælles ambitioner:

»Jeg tror på, at vi sammen kan skabe endnu mere værdi og synlighed – både for klubben, byen og vores samarbejdspartnere. Samtidig ser jeg virkelig frem til at opleve den særlige stemning på Monjasa Park.«

Privat har Patricia også en særlig tilknytning til Fredericia:

»Min kæreste er selv fra Fredericia, så jeg har allerede en personlig relation til byen, som jeg glæder mig meget til at udforske yderligere,« siger hun.

Udover arbejdet med sponsorerne får Patricia Nielsen også en aktiv rolle i klubbens netværksarrangementer.

»Patricia har netop de kvalifikationer, der kan løfte vores arrangementer til et endnu højere niveau, og vi ser frem til, at hun styrker vores fællesskab blandt sponsorer og partnere yderligere,« siger Christian Johansen.

Med ansættelsen tager FC Fredericia endnu et skridt mod klubbens kommercielle ambitioner og visionen om stærke relationer, der kan skabe værdi både på og uden for banen.

Læs også