Sæsonen i NordicBet Ligaen er 11 runder inde nu. Halvvejs igennem grundspillet kan det konstateres, at FC Fredericia spiller som et tophold, der slår til på deres chancer. Det var igen tilfældet mod B.93.
Ikke mange havde troet, at FC Fredericia ville indtage andenpladsen i NordicBet Ligaen 11 runder inde i sæsonen. Pengestærke klubber som AC Horsens, Hvidovre og Vendsyssel havde på forhånd været mere kvalificerede bud, men faktum er, at det er FC Fredericia.
Det står fast efter endnu en overbevisende præstation mod B.93. Hvis man fjerner de første fem minutter af kampen, havde Østerbro-klubben ikke meget at byde på, og samtidig var FC Fredericia, igen, meget skarpe foran kassen.
Fire skud indenfor målrammen blev FC Fredericia noteret for mod B.93, og tre af dem gik ind. I tidligere sæsoner har det været et problem for FC Fredericia, at de har spillet godt, men ikke fået noget ud af det på måltavlen. Det har ændret sig i denne sæson, og særligt Asbjørn Bøndergaard er en gevinst på det punkt. Lejesvenden fra Silkeborg er med målet mod B.93 nu oppe på syv sæsontræffere i NordicBet Ligaen.
Det var ikke det eneste, der fungerede mod B.93. Især Daniel Kristjansson var en kilde til evig uro for gæsterne, da han med skarpe indlæg var manden bag en del chancer for fredericianerne.
Se her vores karakterer fra opgøret:
1: Dumpet
2: Mindre god præstation
3: Jævn præstation
4: God præstation
5: Fortrinlig præstation
6: Topklasse
Valdemar Birksø (3): Var lidt usikker i starten af kampen, men blev ellers ikke for alvor sat på prøve.
Anders Dahl (3): Lukkede fornuftigt af defensivt og gik fint med offensivt også.
Adam Andersen (3): Solid kamp af stopperen, der var med i opspillet til det ene mål.
Frederik Rieper (3): Den vikarierende anfører gjorde det ikke sværere, end det var.
Daniel Kristjansson (5 – Man of the Match): Flot kamp af den unge islandske venstre back, der krydrede indsatsen med et enkelt oplæg.
William Madsen (4): Bundsolid på midtbanen og viste sig igen godt frem i rollen som den garderende midtbanespiller.
Jonathan Lindekilde (4): Energisk indsats af Lindekilde, som kom på måltavlen med målet til 3-0.
Moses Opondo (3): Ikke så iøjnefaldende som tidligere, men viste i glimt store spidskompetencer.
Oscar Buch (4): Igen en god indsats af Buch, der har vist sig som et godt køb. Kom også på måltavlen.
Asbjørn Bøndergaard (4): Gjorde, hvad han skulle, nemlig at score. Viste derudover også flere gode takter, blandt andet i presspillet.
Gustav Marcussen (4): Gjorde især i første halvleg livet surt for B.93’s højre side. Endnu en god kamp af Marcussen.
Cheftræner Michael Hansen (4): Havde sat holdet godt op til kampen og skiftede godt ud undervejs.
Jakob Jessen, Felix Winther, Jesper Juelsgård, Eskild Dall og Daniel Haarbo (UB).