FC Fredericia har her til formiddag tirsdag offentliggjort på deres hjemmeside, at klubbens målmand, Valdemar Birksø, er blevet solgt til norske Frederikstad FK. Samtidig forbliver han i klubben som lejespiller frem til sommer.

Den 23-årige målmand har underskrevet en femårig aftale med Frederikstad FK, efter at have gennemført forhandlinger og underskrift i Norge mandag. På trods af skiftet vil Birksø afslutte sæsonen i FC Fredericia som en del af en lejeaftale, der gør det muligt for ham at bidrage til klubbens ambitioner i foråret.

Direktør Stig Pedersen udtrykte tilfredshed med aftalen og roste Birksøs udvikling i klubben.

– Først og fremmest er vi glade på Valdemars vegne, at planen vi lagde sammen med ham er lykkedes. Det har været en klar aftale fra start med Valdemar, at han skulle videre hvis muligheden opstod. Vi kommer til at savne ham, men vi er samtidig glade for at han gør sæsonen færdig hos os, hvilket giver os tid til at sondere markedet frem mod sommer, siger Stig Pedersen i meddelsen.

Han understregede samtidig, at klubbens strategi om at holde truppen samlet for foråret fortsat står ved magt:

– Vores plan har været at holde truppen intakt til foråret, og i skrivende stund har vi alle spillere på plads fra efteråret.

Valdemar Birksø kom til FC Fredericia første gang i sommeren 2022 på en lejeaftale fra FC Midtjylland. Han markerede sig hurtigt som en afgørende profil på holdet og spillede samtlige 32 kampe i NordicBet Ligaen i sæsonen 2022/2023. En skade satte dog en stopper for hans medvirken i sæsonen 2023/2024. I sommeren 2024 blev han hentet til klubben på en permanent aftale, og hans præstationer har nu sikret ham et skifte til norsk fodbold.

På klubbens hjemmeside ønsker FC Fredericia målmanden held og lykke i Frederikstad FK og glæder sig over, at han vil fortsætte i klubben frem til sommer.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer