Efter en lang vinterpause gør FC Fredericia sig klar til at genoptage NordicBet Ligaen med store ambitioner og en stærk trup. Direktør Stig Pedersen ser frem til forårets kampe og er tilfreds med klubbens strategi i transfervinduet.

– Ja, det bliver jo spændende søndag. Det har jo været en lang pause her, og en dejlig pause med den flotte efterårssæson, vi har leveret. Og vi har vel også gået og nydt det. Vi har også prøvet det modsatte i nogle sæsoner, så på den måde har det jo været godt, og vi har jo talt rigtig meget fodbold, qua den placering vi har, siger Stig Pedersen.

Fokus på truppen trods skader

FC Fredericia har været aktive i transfervinduet og sikret sig en ny angriber. Samtidig har klubben formået at holde sammen på truppen, hvilket var en vigtig målsætning.

– Vi kom fint igennem uden at skille os af med en eneste spiller, og det var målsætningen. Så har vi hentet en enkelt angriber mere ind, og det er vi jo glade for, fortæller han.

En udfordring op til sæsonstarten har dog været skaden til Bøndergaard, som blev ramt af en uheldig skade på træningslejren.

– Det er klart, det har jo fyldt lidt i de her dage op til første turneringskamp, fordi han i sidste sekund nede på træningslejren rent faktisk kom til skade. En lidt uheldig skade, som han allerede nu er blevet opereret for. Vi håber, og der er mulighed for, at han dukker op senere i forårssæsonen, siger Pedersen.

Pres eller motivation?

Med en stærk efterårssæson i bagagen er interessen for FC Fredericia steget, og spørgsmålet om pres opstår naturligt. Men ifølge Stig Pedersen er det ikke noget, der tynger klubben.

– Jeg føler nu egentlig ikke noget pres på den måde. Vi er jo en gruppe af folk i FC Fredericia, som har været med hele vejen, og vi har prøvet det før. Det er måske en lille smule surrealistisk for os at ligge i den her position. Når man har været snart 25 år – forhåbentlig kun 24 år – i samme række i træk, så bliver det jo en del af ens DNA og ens identitet som klub. Den skal vi jo se, om vi kan bryde nu her.

Han erkender dog, at klubben trods deres placering stadig er oppe mod klubber med større økonomisk kapacitet.

– Vores erfaring er bare, at med det forspring, vi har nu, så har vi en reel mulighed, og vi vil gøre alt, hvad vi kan. Men vi skal jo klare os stadigvæk med den virksomhedsstørrelse, vi har mod klubber, som lige nu er seks point efter os, men som har en helt anden kapacitet – også økonomisk volume – end vi har, siger Stig Pedersen.

En bevidst strategi i transfervinduet

Selvom der har været interesse for flere af FC Fredericias spillere i vinterens transfervindue, har klubben bevidst valgt at holde fast i truppen.

– Vi kunne sagtens have solgt en håndfuld spillere i det her vindue, hvis det var det, vi ville. Der har været forespørgsler, men vi har lukket det hurtigt ned, siger han.

Det er en bevidst strategi, hvor både spillere og agenter har været involveret i beslutningen.

– Alle, stort set alle, har været forstående overfor, at nu giver vi det altså et skud her i foråret. Så kan det godt være, der kommer et salg eller to til sommer, alt efter hvordan det sker. Det er klart, at spillerne kigger jo også ind i en spændende udfordring til sommer, såfremt det lykkes.

Store forventninger til slutspillet

Forårssæsonen indebærer et slutspil, hvor FC Fredericia skal møde de bedste hold i rækken. Stig Pedersen ser det som en stor udfordring, men ikke en umulig opgave.

– Vi har slået Sønderjyske, vi har slået AaB, og vi slog flere Superliga-hold i pokalturneringen sidste år. Men når man satte to streger under sæsonen, så havde vi slået AaB én gang i turneringen og én gang i pokalen, men tabt tre. Sønderjyske mødte vi fire gange og tabte tre. Det var de to hold, der rykkede op.

Denne sæson ser dog anderledes ud.

– Den her sæson er lidt anderledes, fordi der er kun ét hold, som vi har tabt til to gange, og det er AaB. De har været bedst, specielt i de første ti kampe, hvor de var suveræne. Men det er rigtigt, der kan ske meget i et slutspil, fordi vi spiller mod hinanden hele tiden. Der er mange hold, der får point, men der er også mange hold, der mister point.

Selvom FC Fredericia har et forspring, understreger han, at det stadig kræver en stærk præstation for at holde placeringen.

– Når man ligger seks point foran, så bør det være nok, hvis vi spiller nogenlunde, ligesom vi gjorde i efteråret mod de her hold. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan vi klarer os indbyrdes mod dem, der lige nu presser os.

Tro på projektet

Afslutningsvis understreger Stig Pedersen, at troen på projektet er afgørende.

– Jeg har det også sådan, at hvis vi ikke tror på det, hvis vi ikke i tale sætter det, så sker det heller ikke. Det er vigtigt, at vi går ud med en plan, hvor vi virkelig tror på, at vi har en mulighed i år, fordi vi selv har skabt et fantastisk godt grundlag i denne sæson for, at det kan lade sig gøre.

Med et ungt hold, der har udviklet sig stærkt, er optimismen stor i FC Fredericia.

– Vi har det yngste hold, og sådan nogle unge spillere, de vokser ekstremt hurtigt i starten af deres tid som senior. Derfor tror vi på, at vi kan lægge på i foråret. Men som jeg sagde før, det skal vi også, for at kunne spille med helt fremme hele sæsonen, siger direktøren.

FC Fredericia starter forårssæsonen på søndag, hvor holdet skal forsøge at fortsætte den imponerende præstation fra efteråret. Fredericia AVISEN er live fra kampen mellem FC Fredericia og HB Køge fra 14.45.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer