SPORT. Efter en blandet start på foråret kunne FC Fredericia lørdag tage tre vigtige point med hjem fra Autocentralen Park i Kolding, hvor man vandt 1-0 over lokalrivalerne fra Kolding IF. Dermed led Kolding IF’s træner Albert Rudé sit første nederlag som cheftræner.

Fredericia havde medbragt en hel busfuld tilrejsende fans, der fra første fløjt bidrog med høj stemning og støtte til holdet, mens de lokale tilskuere også kunne glæde sig over, at byggeriet af det nye stadion i Kolding tager stadig tydeligere form.

Kampen åbnede sig langsomt, men efter blot seks minutter var FC Fredericia tæt på at bringe sig foran. Gustav Marcussen fik en stor chance, da han stod helt umarkeret ved bagerste stolpe, men Kolding-keeper Lennart Moser reagerede hurtigt og sendte bolden over mål.

Kolding forsøgte sig efter 13 minutter med et distanceskud, men Fredericia-målmand Valdemar Birksø var vågen og greb sikkert ind.

Efter 19 minutter opstod kampens første store drama, da Koldings Abdoulai Njai modtog et gult kort efter en grim tackling på Anders Dahl fra Fredericia.

Halvvejs inde i første halvleg stod det klart, at gæsterne fra Fredericia især var farlige på dødbolde og lange indkast, mens Kolding IF forsøgte sig med kombinationsspil, men uden for alvor at teste Valdemar Birksø i målet.

En kontroversiel episode fandt sted efter 27 minutter, da Koldings Sami Jalal elegant driblede gennem flere Fredericia-spillere og faldt til jorden efter en duel med Agon Mucolli. Hjemmeholdets spillere appellerede intenst for straffespark, men dommer Mikkel Redder vinkede afvisende.

Trods adskillige hjørnespark til Fredericia og enkelte chancer blev der ikke scoret før pausen, og holdene gik til pause med 0-0.

Godt opspil resulterede i mål

Til anden halvleg foretog Kolding en ændring, hvor Casper Holmelund erstattede Abdoulai Njai. Hos Fredericia valgte træner Michael Hansen i første omgang at holde fast i de 11 spillere fra første halvleg.

Det viste sig hurtigt at være den rette beslutning. Allerede fire minutter inde i anden halvleg lykkedes det FC Fredericia at bringe sig foran. Anders Dahl sendte et godt indlæg ind i feltet, hvor Jakob Jessen smart løb bolden i mål til stor jubel for de tilrejsende fans.

Efter scoringen pressede Kolding IF intenst på for udligningen, men uden held. FC Fredericia forblev farlige på kontraangreb, men det lykkedes ikke at øge føringen. Efter en times spil kunne man notere sig hele 2561 tilskuere til dagens kamp.

Comeback til Emilio Simonsen

Efter 62 minutter valgte Fredericia-træner Michael Hansen en dobbelt udskiftning. Emilio Simonsen gjorde comeback efter en længere skadespause og erstattede Agon Mucolli, mens Oscar Buch kom ind i stedet for målscorer Jakob Jessen.

Kampen gik efterfølgende over i en stillingskrig med få chancer og mange dueller, mens Kolding jagtede udligningen.

I kampens afsluttende minutter satsede hjemmeholdet stort offensivt. Fredericias forsvar, ledet af stærke præstationer fra Jeppe Kudsk og Frederik Rieper, stod dog solidt imod. Kolding pressede på med mange spillere fremme, men kom aldrig til store muligheder.

Birksø holdt buret rent

I kampens døende minutter måtte Fredericia foretage yderligere ændringer. Patrick Egelund erstattede Gustav Marcussen efter 88 minutter, og kort efter måtte Felix Winther gå fra banen med en skade og blev erstattet af Daniel Haarbo.

Kampens sidste store aktion kom fra FC Fredericias målmand, Valdemar Birksø, der bokse sikkert væk i kampens tillægstid. Kort efter fløjtede dommer Redder kampen af, og gæsternes fans brød ud i stor jubel.

FC Fredericia sikrede sig dermed en vigtig sejr på 1-0, der bringer holdet tilbage på sporet og tilføjede Kolding IF’s cheftræner Albert Rudé sit første nederlag.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer