Ordene kommer fra Gustav Marcussen. Han mener, at FC Fredericia matcher klubberne i NordicBet Ligaen, der har større økonomi end fredericianerne, der lørdag vandt 3-0 over Esbjerg.
Efter FC Fredericias imponerende 3-0 sejr over Esbjerg var der stor tilfredshed at spore hos Gustav Marcussen, der spillede en afgørende rolle i opgøret med sit mål, der sikrede ham hans ottende træffer i sæsonen.
– Det kan man sige. Det var dejligt, udtrykte han med et smil på spørgsmålet om, det var god en lørdag med et mål og sejren.
– Man kan sige, at det var lidt det, vi havde håbet på. Vi kom for at have dominansen på bolden. Vi viste, hvor gode vi er, og prøvede at se, om vi kunne fylde op på vores afstande, og det synes jeg lykkedes i dag, forklarede Gustav Marcussen.
Marcussen reflekterede også over, hvordan holdet formåede at bevare kontrollen gennem hele opgøret, især i første halvleg, hvor de fuldstændig lukkede Esbjerg ned.
– I første halvleg er vi totalt i kontrol, også på bolden. Der er ikke noget farligt fra dem. De har bolden lidt nede i deres egen ende, og i anden halvleg… Nu ved jeg ikke, hvad boldprocenten var, men jeg føler, at vi havde bolden meget. Måske overlod vi lidt mere til dem i anden halvleg, selvfølgelig, efter at vi kom foran. Men jeg synes stadig, vi var i kontrol hele vejen igennem, sagde Marcussen.
Kampen mellem nummer to og tre i tabellen gav naturligt ekstra spænding, men Marcussen og resten af holdet håndterede presset og viste deres styrke, både fysisk og mentalt.
– Når nummer to møder nummer tre, er der altid lidt ekstra på spil, men jeg synes bare, at vi viser vores styrke. Vi er et fysisk godt hold, og vi går ind og dominerer i en topkamp. Så jeg er meget stolt af drengene, sagde Gustav Marcussen.
Med succeserne på banen og en tydelig spillestil, der fungerer, var Marcussen tydelig om, hvad holdet skal fokusere på fremadrettet. En af de ting, der lykkes, er effektivteten foran kassen.
– Vi har fundet noget, som virker, og det skal vi holde fast i, forklarede Gustav Marcussen.
Når han ser på holdets kvalitet i forhold til konkurrenterne, er han overbevist om, at FC Fredericia er på niveau med de andre topklubber.
– Når jeg kigger spiller for spiller, så synes jeg, at vi er lige så gode. Vores spillere er på niveau med de andre hold, slog Marcussen fast.
Selvom oprykning måske ikke er hovedmålet lige nu, anerkender Marcussen, at holdet besidder en stærk spillertrup.
– Jeg ved det ikke, men måske. Vi har i hvert fald nogle virkelig gode spillere. Vi spiller godt sammen, og som sagt er vi meget effektive, sagde Gustav Marcussen.
Trods de gode resultater er fokus stadig på at tage én kamp ad gangen, fremfor at fokusere på om oprykning er realistisk.
– Jeg tror mere, at vi tager én kamp ad gangen og prøver at blive bedre for hver kamp, der går. Men nu må vi se, hvad der sker, sagde Marcussen.
Personligt har Marcussen også haft en stærk sæson, og han udtrykte stor tilfredshed med sin målform.
– Ja, det er dejligt. Det er noget, vi er glade for, at få scoret nogle mål. Det er noget af det, jeg har manglet i min karriere indtil nu. Så jeg er meget tilfreds med det, sagde Gustav Marcussen.
Afslutningsvis fremhævede han holdkammeraternes rolle i hans succes foran mål og betonede vigtigheden af troen på egne evner.
– Drengene har været gode til at sætte mig op, og så har jeg haft lidt held med mig. Nogle gange skal man bare tro på det. Så går det, som det gjorde i dag, sluttede Gustav Marcussen.