I Danmarks velfærdssamfund skulle alle borgere ideelt set have adgang til de ressourcer og den støtte, de har brug for. Men for mange familier med børn med handicaps er virkeligheden en anden.
Sune Nørgaard Jakobsen, er far til en pige som er født med Di George Syndrom, han er også formand for skolebestyrelsen på Frederiksodde, og en af stemmerne i den nationale debat. Han kæmper for at skabe bedre vilkår for Danmarks mest sårbare borgere og deres pårørende. I denne artikel dykker vi ned i Jakobsens synspunkter og erfaringer, fra de lokale udfordringer på Frederiksodde til det brede landskab af dansk politik og ressourcefordeling.
Fra national retorik til lokale udfordringer
Sune Nørgaard Jakobsen er en mand med flere kasketter. Som far til en pige med et handicap og formand for skolebestyrelsen på Frederiksodde Skole står han midt i spændingsfeltet mellem national politik og lokale udfordringer. I den kapacitet kaster han et kritisk blik på det aktuelle politiske landskab.
– Det gør mig oprigtigt ked af det, at der er så mange mennesker i dette land, der enten har et handicap eller er pårørende til en, som har et handicap, skal være vidne til en national retorik og en politisk dagsorden, der glemmer eller ligefrem udskammer dette store segment af borgere, siger Jakobsen med en blanding af skuffelse og indignation.
Hans ord retter et søgelys mod et ofte overset emne: hvordan national retorik kan skabe en kløft mellem den offentlige debat og virkeligheden for de borgere, det rent faktisk handler om. Men Jakobsen går skridtet videre ved at belyse den direkte konsekvens af denne uoverensstemmelse i sit lokale område:
– Vi taler om afskedigelse af ansatte og højere klassekvotienter på Frederiksodde. Det er det sidste, vores børn har brug for. Det skaber ikke bare dårligere læringsbetingelser, men kan også føre til brud på arbejdsmiljølovgivningen.
Her peger han på en kritisk problemstilling, hvor national politik ikke kun er en diskussion i medierne, men noget der omsættes til konkrete udfordringer på skoler som Frederiksodde.
Sune Nørgaard Jakobsen sidder altså i en unik position, der giver ham en dobbelt indsigt i, hvordan nationale beslutninger og retorik kan have direkte, og ofte skadelige, konsekvenser for lokale samfund og individuelle liv. Hans vurderinger giver et nuanceret billede af de reelle udfordringer og konflikter, der opstår, når national politik møder lokale realiteter.
Ressourcefordeling og den offentlige debat
– I et land, der praler af en overfyldt statskasse og økonomisk overskud, er det intet mindre end en hån, at vi skal føle os taknemmelige for en beskeden investering på 5 milliarder kroner på sundhedsområdet, siger Jakobsen.
Han uddyber sin skarpe kritik af, hvordan ressourcerne fordeles i det danske samfund:
– Når vi kan afsætte hele 55 milliarder kroner til at støtte Ukraine i en international krise, hvorfor så denne skammelige forsømmelse af vores egne mest sårbare borgere? Er vi mindre værdige?
Jakobsen blev ikke bare engageret, men nærmest aktiveret i den offentlige debat gennem brugen af sociale medier, en platform, hvor han åbent deler sine budskaber om politiske områder.
– Det var en øjenåbner for mange, da jeg delte et opslag om min datter og de udfordringer, vi med børn med handicaps står over for. Det gik viralt og affødte en sand storm mod Finansminister Nicolai Wammen, selvom det slet ikke var min intention. Det hele blev sat i gang af Monica Lylloff på siden #Enmillionstemmer under hashtagget #Undskyldvierher. En million stemmer er et forum stiftet af bl.a. Monica Lylloff, hvor forældre som jeg selv kan dele vores historier og erfaring og bringe dem ind i den nationale diskurs, forklarer Jakobsen mere detaljeret.
Her belyser han, hvordan sociale medier har givet en stemme til de ofte oversete og marginaliserede grupper i samfundet, og hvordan dette i sig selv har potentialet til at skubbe på for politiske ændringer.
Indflydelse, prioritering og kernevelfærd i kommunalpolitik
Sune Nørgaard Jakobsen har ikke blot en mening, men en velunderbygget holdning til, hvordan borgere – især dem med særlige behov eller udfordringer – kan og bør spille en aktiv rolle i at forme politiske beslutninger.
– Jeg kan sige med sikkerhed, at det at deltage aktivt i høringsprocesserne ved at indsende høringssvar ikke er spildt arbejde. Jeg har personligt oplevet, at et velargumenteret høringssvar faktisk kan få politikerne til at ændre kurs. Det er demokrati i praksis, og det viser, at vores stemmer har vægt, understreger han.
Med en indgående forståelse for de komplekse mekanismer i politiske beslutningsprocesser – en forståelse, der går ud over den, den gennemsnitlige borger besidder – erkender Sune den uundgåelige realitet af budgetmæssige restriktioner på kommunalt niveau.
– Det er klart, at der skal træffes hårde økonomiske beslutninger. At spare er ikke en mulighed; det er en nødvendighed. Nu står vi i en virkelighed, hvor kommunerne og regionerne skal spare, hvis jeg sad i byrådet, så ville jeg gå til budgetforhandling med det for øje, at se det kommunale budget som en slags spejling af en families private økonomi, det er indlysende, at når tiderne er gode, kan man tillade sig luksus som rejser og kulturelle oplevelser. Men når krisen rammer, skærer man ned på netop disse ‘luksusvarer’, forklarer han i detaljer. Men overordnet set står han uforstående overfor, hvorfor det specialiserede område gang på gang skal være genstand for besparelser. Regeringen og KL håner samfundets mest udsatte når de med deres gøgeunge retorik og besparelser forgylder sig selv i samme håndslag, det er så uanstændigt som det kan blive.
For Sune er der ingen tvivl: kernevelfærd, som børn og unge, social støtte, en værdig alderdom og uddannelse, må prioriteres over alle andre udgiftsposter, særligt i en tid præget af økonomisk usikkerhed.
– Kernevelfærd er ikke blot vigtig; det er essentielt. Det er samfundets fundament. Hvis du skulle miste dit job, ville du ikke tøve med at afmelde dit Netflix-abonnement for at kunne betale for basale behov. På samme måde skal vi, i krisetider, fokusere på de grundlæggende tjenester, der sikrer, at vores mest sårbare borgere får den støtte, de har krav på, fastslår han.
Sune Nørgaard Jakobsens perspektiv kaster et nuanceret lys over den udfordrende balanceakt, der ligger i at foretage nødvendige besparelser, samtidig med at man opretholder et acceptabelt niveau af kernevelfærd. Han har en klar holdning til, hvordan man som forælder og borger kan påvirke det politiske system.
Vejen frem: Høringssvar og politisk indflydelse
Selvom situationen kan synes dyster, mener Jakobsen, at der er håb.
– Lokalt er det vigtigt at skrive høringssvar. Jeg har oplevet, at det kan ændre forslag og endda politiske beslutninger, opmuntrer han.
Gennem sin indsats, både på socialt og politisk niveau, forsøger Sune Nørgaard Jakobsen og gøre opmærksom på hvor komplekst og presset et område det er, der er tale om. Han vil gerne være et eksempel på, hvorfor den offentlige debat kan og bør inkludere de stemmer, der ofte bliver overset eller marginaliseret.
– Jeg har en dyb tro på, at forældre og pårørendes stemmer kan og bør gøre en forskel i debatten, afslutter han.