FREDERICIA. Stemmerne lød højt og smilene var brede, da Demensfællesskabet Lillebælt endnu engang samlede mennesker til fællessang i Sundhedshuset i Vendersgade. Denne gang var både frivillige, borgere med demens, pårørende og børn fra en lokal børnehave mødt op for at synge sammen. Arrangementet viste tydeligt, hvordan musik kan binde mennesker sammen på tværs af generationer og livssituationer.
Frivillig med personlige erfaringer
For Jonna Lorentzen Bøttern, der har været med fra starten, er det en hjertesag at være frivillig. »Jeg er frivillig, fordi jeg er pårørende. Det har jeg været to gange i mit liv. Dels til min farmor og dels til min far. Specielt da min far havde sygdommen, kunne jeg se som pårørende, at der manglede noget. Da så fællessangen kom i gang, stod jeg forrest i rækken, og jeg har været med lige siden,« fortæller hun.
Hun er ikke i tvivl om, hvad musikken kan. »Fællessang kan faktisk give nogle følelser, som er gode. Du kan ikke være sur, når du synger eller nynner. Den følelse tager man med sig hjem. Og når du har en sygdom, hvor følelserne tit kan blive mørke, så kan en god følelse holde rigtig længe,« siger hun.
Hun husker tydeligt, hvordan musikken kunne skabe kontakt til hendes far, da sproget forsvandt. »Min far mistede sproget fuldstændig. Hvordan skulle jeg så kommunikere? Jeg fandt ud af, at når vi sang, så sang han ordene. Ikke kun sangteksterne, men han kunne også udtrykke meninger. Det var helt vildt,« fortæller hun.
Musikken som samtale
For Jonna handler det om meget mere end bare sang. »Jeg håber, at folk opdager, hvor meget musik kan gøre i ens liv. Det er ikke kun, når man har en diagnose. Det gælder generelt. Musik kan bruges til at slappe af, til at græde, til at blive beroliget eller til at feste. Det er følelserne, der gør, at vi kan være i det,« siger hun.
Hun fremhæver også, at brugerne har stor indflydelse på musikken. »Vi spørger meget, og de kan byde ind. Nogle gange kan vi opfylde ønsket med det samme, andre gange finder vi det til næste gang. Det er vigtigt, at de hele tiden føler sig som en del af det,« siger hun.
Fællesskabet betyder meget, både for dem med demens og deres pårørende. »Jeg kan fornemme, at det sociale betyder meget. Mange kommer som ægtepar, nogle med deres børn eller børnebørn. Vi har haft et barnebarn med til sang, og det var en stor oplevelse for alle. I dag har vi børnehavebørn med, og vi har lagt nogle børnesange ind, så de kan være med,« fortæller Jonna.
Hun håber, at fællessangen fortsætter i mange år. »Det skal køre fast. Lige nu mødes vi hver anden mandag, og det har vi gjort fra starten. Det er vigtigt med musik, og specielt på en mandag, hvor man kan få en god start på ugen,« siger hun.
En deltager med egen erfaring
En af dem, der ofte deltager i fællessangen, er Henning Langemose. Han lever selv med demens, men finder stor glæde i at mødes og synge. »Jeg går ned en gang om måneden. Det giver mig det at være sammen med andre,« siger han.
Han nævner, at bestemte sange kan noget særligt. »Der er nok flere, men Livstræet er en af dem, vi godt kan lide. Jeg kan jo ikke huske navnene, det er mit problem, men når vi synger, så er det noget andet,« fortæller han.
Henning lægger vægt på, at det ikke handler om at kunne huske alle teksterne. »Når vi er dernede, har vi også bogen. Man kan jo også bare nynne med. Det kan også noget, bare at være der,« siger han.
For ham er det også en måde at være en del af et fællesskab. »Til sang er det de samme, der kommer. Selvfølgelig kommer der nye til hen ad vejen. Jeg har lært nogen at kende, og det giver noget energi og glæde. Det synes jeg,« siger han med et smil.
Samhørighed på tværs
Arrangementet i Sundhedshuset viste, hvordan musik og fællessang kan skabe samhørighed på tværs af generationer. Børn sang med på børnesange, mens ældre borgere genkendte gamle melodier. Det var et rum, hvor alle kunne være med, uanset om de sang højt, nynnede stille eller blot lyttede.
»Du kan ikke være sur, når du synger. Det er det, musikken kan. Og den følelse holder længe,« sagde Jonna Lorentzen Bøttern.
For Henning Langemose er det kort og præcist: »Det giver energi og glæde. Det kan noget, og jeg bliver ved med at komme.«
Med varme stemmer, engagerede frivillige og deltagere, der hver især bidrager, fortsætter fællessangen med at være et stærkt tilbud i Fredericia. En tradition, der bygger bro mellem generationer og giver både ro, energi og samhørighed i hverdagen.
