BUSINESS. Experience Fredericia udvider nu sin palette af spændende møde- og eventsteder med Panorama Biograferne som nyeste medlem. Samarbejdet åbner dørene for virksomheder, der ønsker konferencer, præsentationer eller events med ekstraordinær komfort og kvalitet midt i Fredericia.

Panorama Biograferne byder på fire moderne sale med plads til mellem 89 og 254 deltagere. Det er dog ikke kun størrelsen, der gør biografen interessant som venue – stedet giver også en helt særlig ramme for arrangementer med både biografkomfort og høj faglighed.

Her får virksomhederne adgang til lyd i særklasse, behagelige biografsæder og mulighed for catering – inklusive biografklassikeren popcorn – i lyse foyerområder. Desuden tilbyder biografen naturligvis muligheden for at afrunde dagen med en filmoplevelse, der kan give arrangementet en ekstra dimension.

Med placeringen midt i Fredericia, tæt på byens hoteller, teater og livlige natteliv, er Panorama Biograferne oplagt som en integreret del af et dagsprogram, hvor fagligt indhold og underholdning smelter sammen.

Hos Experience Fredericia ser man frem til samarbejdet:

»Vi glæder os meget over samarbejdet og ser frem til at tilbyde endnu flere kreative og fleksible løsninger til virksomheder, som vælger Fredericia som destination for deres næste event.«