Fredericia stod mandag som centrum for Europas energifremtid. Her indviede Everfuel og Crossbridge Energy Fredericia det nye HySynergy-anlæg, der skal levere grøn brint i industriel skala – både til dansk industri og nu også til eksport.
Det 20 MW store anlæg, placeret ved Crossbridge Energy’s raffinaderi, er det første af sin art i Danmark og blandt de største i Europa. Dagen markerede ikke kun starten på en ny æra i Fredericias energihistorie, men også et afgørende symbol på, at Danmark for alvor bevæger sig fra ambition til handling i den grønne omstilling.
»HySynergy er et symbol på, at Danmark går forrest i Europas grønne omstilling. Vi har nu vist, at grøn brint kan produceres i industriel skala, leveres til industrien – og eksporteres,« siger Jacob Krogsgaard, CEO og grundlægger af Everfuel.
Han kalder dagens eksport af RFNBO-certificeret grøn brint til Tyskland et gennembrud for hele sektoren.
»I Danmark har man i årevis talt om potentialet i grøn brint. Nu viser vi, at det kan lade sig gøre i praksis. Det baner vejen for etableringen af en reel værdikæde og for mangedoblingen af produktionskapaciteten i de kommende år, når brintrøret til Tyskland står klart,« siger Krogsgaard.
Første eksport af grøn brint fra Danmark
HySynergy leverede mandag den første fyldte brinttrailer fra Fredericia til Tyskland – den første eksport af grøn brint i dansk energihistorie.
Dagen blev markeret med deltagelse af finansminister Nicolai Wammen, den japanske ambassadør Hideki Uyama, Fredericias borgmester Christian Bro, Crossbridge-direktør Finn Schousboe og en række toneangivende profiler fra den europæiske energisektor.
For Crossbridge Energy, som driver Danmarks eneste raffinaderi, er samarbejdet med Everfuel ikke bare symbolsk, men en direkte vej til at reducere CO₂-udledninger i produktionen.
»Vi bruger i forvejen omkring 35 tons brint om dagen i vores produktion. Den brint produceres traditionelt ud fra fossil råolie, men den kan erstattes med grøn brint – og det gør vi allerede i praksis. Vi har vist, at vi kan,« siger Finn Schousboe, CEO i Crossbridge Energy Fredericia.
Men Schousboe peger også på, at lovgivningen halter efter den teknologiske udvikling.
»Desværre er der ingen økonomisk gulerod forbundet med at gå foran. Vi har teknologien og viljen, men rammevilkårene skal følge med, hvis Danmark skal fastholde sin førerposition,« siger han.
Et dansk brinteventyr tager form
Med åbningen af HySynergy tager Danmark et første skridt mod Everfuels større vision: at etablere over 2 GW elektrolysekapacitet i Danmark inden 2035.
Næste etape bliver HySynergy II og projekt Frigg ved Revsing Energipark i Vejen Kommune, hvor Everfuel planlægger at opføre et endnu større anlæg, der direkte kan kobles til det kommende danske brintrør mod Tyskland. Det brintrør forventes klar omkring 2030 og vil danne rygraden i et fremtidigt europæisk brintmarked.
»Vi står i begyndelsen af en ny industriel æra, hvor grøn brint bliver lige så afgørende som vind og sol har været de seneste to årtier. Danmark har forudsætningerne for at blive en nøglespiller – men vi skal turde investere og tænke langsigtet,« siger Jacob Krogsgaard.
Lokalt samarbejde – global betydning
HySynergy-projektet i Fredericia bygger på et tæt samarbejde mellem Everfuel og Crossbridge Energy, med TVIS (Trekantområdets Varmetransmissionsselskab) som partner for udnyttelsen af overskudsvarmen fra anlægget, der sendes direkte ud i det lokale fjernvarmenet.
Anlægget er medejet af Hy24, der forvalter verdens største brintinfrastrukturfond. Everfuel ejer 51 procent og Hy24 49 procent af HySynergy. Projektet har modtaget 6,5 millioner euro i støtte fra Energistyrelsen og 3,8 millioner euro i medfinansiering fra EU’s Connecting Europe Facility-program.
Med anlægget på plads cementerer Fredericia sin rolle som et af de mest centrale punkter i Danmarks grønne energiinfrastruktur – og som udgangspunkt for et kommende dansk brinteventyr.
HySynergy er dermed ikke kun et lokalt projekt, men et nationalt skridt mod et nyt kapitel i dansk energihistorie – hvor grøn brint bliver en eksportvare på linje med vind, viden og teknologi.














