Niels Flemming Hansen (C) har nu arbejdet lidt over et halvt år i Europaparlamentet siden valget i 2024. I denne periode har han gjort sig flere erfaringer om både de praktiske udfordringer og de politiske dynamikker, der følger med at være parlamentsmedlem i Bruxelles.
– Når du træder ind i Europaparlamentet, bliver du hurtigt klar over, hvor meget der handler om kontrol og ansvar. Du skal ansætte medarbejdere, finde en bolig og tage hånd om alt det praktiske selv. De første par måneder går næsten alene med det, fortæller Niels Flemming Hansen, der er retur i Bruxelles.
– Jeg var heldig, da jeg startede. Jeg kom til Bruxelles allerede den 11. juni, kort efter valget den 9. juni. Jeg havde en medarbejder med, som allerede havde erfaring fra arbejdet i København, og vi tog simpelthen rygsækken på og klarede det sammen. Det gav os en god start, blandt andet fordi vi hurtigt kom i kontakt med nogle erfarne parlamentsmedlemmer, heriblandt svenske kollegaer, som hjalp os med at finde os til rette.
En vigtig del af hans arbejde har været i EPP-gruppen, hvor han blandt andet arbejder med spørgsmål omkring fremtidens europæiske forsvar. Her har han været i tæt kontakt med danske virksomheder og organisationer for at få input til arbejdet.
– Jeg arbejder ved at tage kontakt til virksomheder og organisationer i Danmark, som har indsigt i forsvaret, for at få input. Det er en tilgang, jeg har haft stor glæde af, fordi det bygger bro mellem vores nationale interesser og det europæiske samarbejde.
Sammenlignet med Folketinget er der markant forskel på arbejdsdynamikken i Europaparlamentet, hvor der er mere end 700 medlemmer.
– Når man sammenligner Europaparlamentet med Folketinget, er den største forskel størrelsen. I Folketinget er vi 179 medlemmer, mens Europaparlamentet har over 700. Det gør en kæmpe forskel, både i arbejdsgangen og i kompleksiteten af opgaverne. Man lærer hurtigt at hæve blikket og se ud over Danmarks grænser for at forstå, hvordan tingene hænger sammen på tværs af Europa. Den erfaring har været uvurderlig for mig.
Niels Flemming Hansen understreger, at politisk erfaring er afgørende for at navigere i EU-politik.
– Det er vigtigt at have politisk erfaring, før man træder ind i Europaparlamentet. Politik er kompromisernes kunst, og i EU bliver det særlig tydeligt. Der er mange nuller bag tallene, men det vigtigste er at gøre lovgivningen forståelig for almindelige mennesker. Han arbejder blandt andet med små og mellemstore virksomheder, som han mener har behov for at få lovgivningen gjort mere tilgængelig.
Netop det med at gøre lovgivningen mere tilgængelig er vigtigt for Niels Flemming Hansen, der selv har drevet virksomhed i en menneskealder. Han er også blevet formand for SME i Bruxelles (Små og mellemstore virksomheder red.). De virksomheder udgør en væsentlig del af arbejdsmarkedet og økonomisk vækst, men samtidig står de over for unikke udfordringer, når det gælder regulering, vækstmuligheder og innovation. I EU defineres SMV’er som virksomheder med færre end 250 ansatte og en årlig omsætning på maksimalt 50 millioner euro eller en samlet balance på højst 43 millioner euro.
– Jeg er formand for SME Europe og leder også SME Circle, som fokuserer på virksomhedernes interesser. Vi forsøger at gøre lovgivningen mere tilgængelig og skabe bedre rammer for vækst.
Selvom hverdagen er krævende, sætter Hansen pris på den fleksibilitet, arbejdet giver ham.
– Hverdagen som parlamentsmedlem er spændende, men også krævende. Jeg tager som regel hjem til Danmark hver weekend, hvilket giver mig mulighed for at se venner og familie og lade op til en ny uge. Når jeg er i Bruxelles, er dagene lange. Jeg lander typisk mandag og starter arbejdet allerede tidligt næste morgen. Min kalender er fyldt med møder, debatter og lovgivningsarbejde. Jeg har et stærkt hold af medarbejdere, som hjælper med at tygge sig igennem den komplekse lovgivning og sikre, at vi altid er forberedte.
Bureaukratiet i EU har været en øjenåbner for Hansen.
– En af de ting, der har overrasket mig mest, er bureaukratiets omfang. I EU får vi virkelig bureaukratiet at se i sin yderste potens. Det er en udfordring at gøre politikken forståelig for borgerne, men der er heldigvis konkrete eksempler, som gør en forskel. Eksemplerne, som han fremhæver, inkluderer standardiseringen af opladere og EU-lovgivning omkring genanvendelse af dåser, der har haft konkret positiv indvirkning på hverdagen.
Hansen værdsætter også den frihed, han har til at arbejde på tværs af grænser.
– Jeg vil også fremhæve den frihed, det giver at være i Europaparlamentet. Det er et sted, hvor du får mulighed for at tænke og handle på tværs af grænser. Men det er også et sted, hvor du lærer at værdsætte hjemmet. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan kombinere mit arbejde med at komme hjem til Danmark hver weekend. Det gør det muligt at balancere mit liv og fortsætte arbejdet med at gøre EU-politik relevant og tilgængelig for danskerne.
Niels Flemming Hansen har nu et godt fundament i sit arbejde i Europaparlamentet og ser frem til at fortsætte med at påvirke både dansk og europæisk politik.