
TRAFIK. Banedanmark har netop fået tilsagn om støtte fra EU på 145 millioner kroner til udrulning af det nye digitale signalsystem ERTMS på jernbanestrækningen fra Korsør til Middelfart.
Det nye system erstatter de gamle analoge signaler, og skal fremover give mere stabil togdrift og højere hastighed på skinnerne. Med det nye signalsystem bliver det muligt at øge togtrafikkens maksimale hastighed på strækningen Korsør-Odense til 200 km/t. Strækningen er samtidig en vigtig del af EU’s Skandinavien-Middelhavet korridor, der er en af Europas centrale transportkorridorer.
Transportminister Thomas Danielsen glæder sig over EU-støtten og roser arbejdet:
»Det nye signalsystem kommer til at give en langt mere stabil og sikker drift for jernbanen i Danmark. Det er et stort skulderklap til Banedanmark og Sund & Bælt, at EU støtter udrulningen af ERTMS. Udskiftningen af signalsystemet er en omfangsrig og kompliceret opgave, som alle EU-landene skal igennem, og vi kan godt være stolte af i Danmark, at vores arbejde med de nye signaler bringer os i førertrøjen i EU i forhold til at afskaffe de analoge signaler,« siger transportminister Thomas Danielsen.
Hos Banedanmark vækker bevillingen også stor tilfredshed. Områdechef for Signal, Mads Søndergaard Petersen, siger:
»Det digitale signalsystem er et markant løft af infrastrukturen i Danmark og Europa. Det betyder, at vi kan køre trafikken tættere, mere effektivt og med højere punktlighed, end vi kunne med de gamle signaler og anlæg, som var nedslidte og årsag til mange fejl. Vi er glade for, at EU har valgt at støtte det vigtige projekt.«
Projektet på Fyn er ikke det eneste i regionen, som modtager EU-støtte. Sund & Bælt modtager samtidig 32 millioner kroner til at etablere systemet på Storebæltsforbindelsen. Midlerne kommer fra EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility, der støtter vigtige transportprojekter over hele Europa.
Det digitale signalsystem forventes at være helt på plads over Fyn i 2028 og er en del af Banedanmarks landsdækkende Signalprogram, hvor samtlige danske jernbanestrækninger får skiftet deres gamle analoge signaler ud frem mod 2033. Det nye fælles europæiske system skal på sigt sikre en mere effektiv og grøn transport af både passagerer og gods på tværs af landegrænserne.