Den 14. september løber et arrangement af stablen i Business Fredericia-regi, hvor erhvervsorganisationen har inviteret Salling Group til at komme og bidrage med viden om vækst og ledelse, som er vigtig i dagens erhvervsliv, hvor tiderne har ændret sig med en ny generation, der tænker og arbejder anderledes.

Vækst og ledelse 2023 er navnet på arrangementet, der finder sted i Erritsø Idrætscenter den 14. september fra klokken 17:00 – 21:00, hvor ledere og erhvervslivet i Syddanmark er inviteret til en aften med fokus på emnet.

Aftenen byder blandt andet på oplæg fra Lasse Jonasson, som er direktør og futurist, samt oplæg fra Jette Radich Thunbo, der er group vice president  og indkøbsdirektør indenfor tøj, sko og accessories i Salling Group A/S. Bag fsig har hun også 24 års erfaring fra både finans- og detailindustrien.

– Den første konference var sidste år, så vi prøver igen. Nummer to kan være sværere end nummer et. Vi fokuserer på fremtidens ledelse, forsker i det, og har spændende perspektiver på det fremtidige arbejdsmarked. Vi får informationen fra hestens egen mund, og det giver stor værdi for folk at deltage, siger chefkonsulent i Business Fredericia, Stephen Bihl, og fortsætter:

– Jette fra Salling Group kommer og oplever det i levende live sammen med en masse unge mennesker tilknyttet deres butikker. Hun skal fortælle, hvordan man angriber ledelse. Vi oplever, at unge investerer i projekter og ikke nødvendigvis forpligter sig til at være et sted i ti år. Som erhvervsledere skal vi formidle projekterne sådan, at de unge kan se sig selv i dem.

Erhvervskonsulent i Business Fredericia, Maria Bejer Clausen, fokuserer især på, at de unge har ændret sig i forhold til den ældre generation. De unge køber sig ind på projekter fremfor at være længere tid på samme arbejdsplads.

– Vi oplever generationen selv. Der tales om, at man ikke ved, hvorfor de unge mennesker er, som de er, og de unge bliver ikke længe i job i dag – det er et faktum. Frem mod 2030 vil de unge være projektansatte, og det oplever vi selv i den daglige dialog. Vi undersøger, hvordan vi tilrettelægger arbejdet, siger Bejer Clausen.

Bihl mener, at man som virksomhed skal omstille sig. Det skal oplægsholderne være med til at sætte fokus på. Chefkonsulenten fortæller om, at man ikke nødvendigvis behøver være fysisk til stede.

– Man skal tænke hybrid. De unge kan i princippet være på Smukfest, altså, man behøver ikke være på lokationen for at passe sit arbejde. Den gængse leder skal være klar til at tiltrække den næste generation og give dem medbestemmelse samt have indbydende projekter, fortæller Stephen Bihl.

Maria Bejer Clausen kalder selv den yngre generation for tech-generationen. Det er noget, som man som virksomhed og erhvervsleder skal være opmærksom på.

– Udviklingspotentialet skal være til stede. Det er det interessante. Man skal have noget, der giver mulighed for udvikling. Når vi taler om tech-generationer, lever de yngre mennesker på en anden måde og har en anden tilgang – der er en generationskløft. Vi har ikke selv svaret på det, og det skal man forholde sig til, forklarer Maria Bejer Clausen.

Program for aftenen:

17.00-18.00 Før-oplæg
18.00-18.30 Grab’n’eat: Let anretning og netværk
18.30-18.35 Opstart v. konferencier Nina Munch-Perrin
18.35-18.40 Velkomst v. Sten Wrist, Borgmester Fredericia Kommune
18.40-19.25 Fremtidens ledelse set ud fra forskningens perspektiv v. direktør Lasse Jonasson
19.25-19.40 Netværkspause m. kaffe og sødt
19.40-20.20 Ledelse af generationerne v. Group Vice President Jette Radich Thunbo
20.20-21.00 The Connected Leadership v. medstifter og sekretariatschef Cecilie Hauerberg & Senior HR Business Partner Karin Glavind
21.00-21.15 Tak for i aften

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her