Jeg læste en rapport fra psykiatrifonden der blev udgivet 20/2-2025. En rapport om en markant stigning af andelen af mistrivsel blandt unge i alderen 16-24 år mellem 2013-2023. Årsagerne til mistrivsel er mange, men aldrig før har så mange unge haft det psykisk svært. Unge mistrives, føler sig utilstrækkelige, og kæmper med stress og angst. Men det er ikke fordi unge i dag er blevet svagere, tværtimod! Men fordi vores samfund nok har ændret sig. Vi lever i et præstationssamfund, hvor man nærmest fra barnsben lærer at være den bedste, se bedst ud og præstere i alt, man gør.
I dag bliver unge ”tvunget” til at præstere. Både i skolen, på sociale medier og i fritiden. I de unges fritidsaktiviteter, hvor det reelt burde handle om det sociale, glæden ved en fritidsinteresse, bliver i stedet for arenaer for konkurrence blandt de unge, sammenligning og udvælgelse. Det kan fx være et hold til en sportsgren, hvor de samme bliver valgt til en kamp, mens andre må sidde over. For dem der bliver valgt fra, kan det føles som et nederlag, som om de måske ikke føler sig gode nok eller følelsen af ikke at høre til. En skrækkelig følelse, at sidde med som ung, og den følger med resten af livet.
Når de unge på deres smartphones åbner instagram, facebook, TikTok, så møder man influencere der præsterer det perfekte liv, perfekte kroppe, perfekte præsentationer. Men unge kan ikke lade være, helt ubevidst sammenligner de sig med dem, og følelsen af de måske altid taber til dem.
Når ens barn kommer i mistrivsel, og de unge så tør række ud efter hjælp, mødes de med lange ventetider i psykiatrien. Er der så ikke risiko for, at de unge nærmest er brudt sammen, før de får den optimale hjælp? Uligheden vokser også i systemet, for har man penge, kan man betale sig til privat terapi eller hurtig udredning. Har man ikke midlerne, så må man vente, og håbe at ens barn kan holde ud, mens de står i køen.
Kulturen vi lever i i dag, er en kultur vi har skabt. En kultur hvor man skal være noget, før man kan være nogen. Unges succes måles i deres karakter fra skolen, likes på sociale medier og udtagelser til holdet. Alt dette er ikke de unges skyld. Det er et samfundsproblem.
Der er brug for at der bliver skabt et rum, hvor unge kan deltage uden at skulle præstere. Hvor de føler sig trygge, uanset om de bliver valgt til eller ej. Hvor fællesskab er vigtigere end resultater.
Der skal snart handles, for hvis vi forsætter som vi gør nu, vil vi risikere at flere unge brænder ud, før de egentlig er begyndt at leve.
