Cecilie Roed Schultz, Enhedslistens eneste repræsentant i Fredericia Byråd, retter skarp kritik mod borgmester Christian Bro for hans beslutning om at tilbageholde vigtige oplysninger om 20 millioner kroner under de seneste budgetforhandlinger. Hun mener, at borgmesteren brugte ren forhandlingstaktik ved ikke at dele informationen tidligere, og det strider mod det løfte om åbenhed og gennemsigtighed, som Enhedslisten gik til valg på.
Fredericia Byråd er midt i en tillidskrise, efter at det kom frem, at borgmesteren allerede torsdag morgen vidste, at kommunen havde en ekstra økonomisk ramme på 20 millioner kroner, men først delte denne information sent torsdag aften. Denne beslutning har skabt stor frustration blandt forligspartierne, herunder Enhedslisten.
Skuffelse og kritik af forhandlingstaktik
Cecilie Roed Schultz har været en af de mest fremtrædende stemmer i kritikken. Hun understreger, at hun ikke vil stille et mistillidsvotum mod borgmesteren, men erkender, at forløbet har påvirket tilliden mellem partierne.
– Jeg vil ikke stille mistillid. Trods alt. Det er ikke der, hvor jeg synes, vi er. Det er et voldsomt indgreb i en kommune, som skaber enormt meget utryghed og spreder sig som ringe i vandet. Fuldstændig i en organisation og langt uden for kommunen også, altså uden for kommunens virksomhed. Så det vil være en overreaktion. Men det er klart, at det betyder noget for tilliden i arbejdsrelationen mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet. Det gør det. Der er nu sket noget der, som kommer til at koste tid” forklarer hun.
Roed Schultz mener, at borgmesteren brugte forhandlingstaktik ved at tilbageholde informationerne med det formål at fremstå imødekommende senere i processen.
– Jeg har udtrykt min skuffelse over det. Jeg ser det som rent forhandlingstaktisk, at man vælger at holde det tilbage, så man kan fremstå imødekommende, når man mødes igen. For eksempel at man kan sige, at man har tænkt over det og fundet pengene til de ønsker, vi havde. Det er min opfattelse, men jeg ved ikke, om det er sandt. Det virker som en bevidst beslutning om at tilbageholde information for senere at kunne sige, at man har fundet løsninger. Det synes jeg er dårlig stil, og det er ikke den åbenhed og gennemsigtighed, som jeg ønsker, siger Roed Schultz.
En mærkesag om åbenhed og gennemsigtighed
Åbenhed og gennemsigtighed i de demokratiske processer har længe været en central mærkesag for Enhedslisten. Cecilie Roed Schultz understreger, at dette var et centralt tema i valgkampen for tre år siden, og at det nuværende forløb strider mod dette løfte.
– Det var noget, endnu flere gik til valg på for tre år siden: mere åbenhed og gennemsigtighed i de demokratiske processer. Derfor er det en mærkesag for os, at alt er gennemskueligt, påpeger Roed Schultz.
Som det eneste medlem af Enhedslisten i byrådet er hun afhængig af at få alle relevante oplysninger, og hun oplever, at dette forløb har gjort det sværere for hende at udføre sit arbejde ordentligt.
– Vi er et parti med kun én repræsentant i byrådet, og derfor er jeg afhængig af at få de oplysninger, som jeg ikke selv kan få adgang til via udvalgsposter. Det her er endnu et eksempel på en situation, hvor jeg ikke har fået de nødvendige informationer for at kunne udføre mit arbejde godt nok. Jeg har et ansvar over for de mennesker, der har stemt på Enhedslisten, og det er svært at leve op til, når jeg ikke har adgang til al relevant viden. Om man budgetterer med det eller ej er irrelevant. Det skal være kendt, at muligheden er der, siger Cecilie Roed Schultz.
Fortsat tillid, men med knæk
Trods skuffelsen understreger Cecilie Roed Schultz, at hun stadig har tillid til borgmesteren, men at denne tillid har lidt et knæk.
– Jeg har stadig tillid til borgmesteren, men jeg er rigtig ærgerlig og skuffet over dette forløb. Jeg er også overrasket, for jeg havde forventet noget andet, forklarer hun.
Hun bemærker også, at der er tegn på splittelse internt i Socialdemokratiet, da flere medlemmer har tilkendegivet, at de vil arbejde for det vedtagne budget, mens andre, som gruppeformand Søren Larsen, har udtrykt skepsis.
– Det er tydeligt, at Socialdemokratiet består af meget forskellige medlemmer, og at deres byrådsgruppe har forskellig tilgang til denne situation. De fremstår ikke som en samlet gruppe. Det er nok mest et problem for dem. Men jeg er glad for, at der er mange fra Socialdemokratiet, der har henvendt sig til mig og sagt, at de er enige i, at det er en dårlig måde, vi er blevet behandlet på. De synes også, at det er foregået anderledes, end de havde forestillet sig, siger Cecilie Roed Schultz.
Søren Larsen har dog en anden holdning og står fast på sin kritik af budgettet og sin forsvar for forløbet, fortæller hun.
– Søren Larsen er dog et andet sted og vil nok forsvare dette forløb til verdens ende, slutter Schultz.
Trods gentagne spørgsmål både internt i byrådet og på sociale medier har Cecilie Roed Schultz endnu ikke fået svar på, hvorfor Socialdemokratiet trak sit budgetforslag tilbage, når de selv havde været med til at godkende den nuværende økonomiaftale.
– Jeg har spurgt om dette flere gange, både i byrådet og på Facebook, og Venstre har stillet de samme spørgsmål i læserbreve. Jeg tror ikke, de ønsker at svare på det, slutter Cecilie Roed Schultz.