ROYALT. 19-årige Emilie Using Rubin fra Kolding står foran sit livs største oplevelse. Hun skal nemlig med til Prinsesse Isabellas store fødselsdagsfejring tirsdag den 15. april, hvor der venter en festforestilling på Det Kongelige Teater i København.
Emilie, der til daglig går meget op i mode, blev inviteret til den royale begivenhed efter at have deltaget i en lodtrækning via Instagram.
»Jeg følger kongehuset på Instagram, og så havde de lagt et opslag op, hvor jeg kunne læse om Isabellas 18-års fødselsdag. Det fangede mig, så jeg swipede videre og så, at man kunne tilmelde sig en lodtrækning om at komme med til festen,« fortæller Emilie og fortsætter:
»Jeg satte bare mit navn og mail ind og trykkede tilmeld. Derefter glemte jeg alt om det, indtil jeg pludselig efter skole en dag så mailen. Først var jeg lidt forsigtig med, hvad det egentlig var. Men da jeg fik læst videre, kunne jeg se, at jeg faktisk var blevet udtrukket.«
Emilie stod på det tidspunkt og ventede på en af sine veninder, som også bliver hendes ledsager til festen.
»Jeg begyndte bare at hoppe af glæde, og min veninde var helt sådan: ‘Hvad laver du?’ Da jeg fortalte, hvad der var sket, sagde hun bare: ‘Ej, hvor vildt! Tillykke, det bliver en meget unik oplevelse.’«
Kjolen er vigtigste forberedelse
Til sådan en royalt arrangement hører naturligvis også en helt speciel kjole. Her har den lokale kjoleskrædder Gitte Dahlhus fra Gitte Dahlhus Design i Erritsø, Fredericia valgt at træde til og sponsorere kjolen til Emilie.
Det var gennem en af Emilies veninder, der er barnebarn hos Gitte Dahlhus, at kontakten kom i stand.
»Jeg fik tilbuddet fra Gitte om, at hun gerne ville lave en kjole til mig, og det tog jeg selvfølgelig imod, fordi det var mega fedt,« siger Emilie og fortsætter begejstret:
»Jeg har personligt altid gået meget op i mode og kan rigtig godt lide tøj, så da jeg også hørte, at jeg kunne være en del af den kreative proces, begyndte det bare at køre oppe i mit hoved. Det er jo fantastisk at få lov til.«

Emilie har besøgt Gitte Dahlhus flere gange for at være med til at designe sin egen kjole fra bunden.
»Første gang kom vi og kiggede på inspirationsbilleder, fandt ud af hvad jeg gerne ville have, og vi prøvede lidt forskellige ting. Vi testede forskellige farver, sorterede nogen fra, valgte nogen til og fandt frem til slutfarven. Jeg prøvede også nogle af de kjoler, Gitte allerede havde, for at finde den form, der klædte mig bedst,« forklarer Emilie, som tilføjer, at kjolen er den vigtigste del af forberedelserne.
»Det er den, man mest ser. Men der er også alle de små ting som smykker, sko, tasker og hvordan håret skal se ud. Det er jeg stadig i gang med at finde ud af.«
Gitte Dahlhus: Det er med ærefrygt
For Gitte Dahlhus, som har drevet butikken i Erritsø i næsten 24 år, er det også en stor oplevelse at være involveret i designet af kjolen.
»Emilie har været rigtig god til selv at komme med input om, hvad hun kunne tænke sig. Jeg har også selv kommet med forslag til kjoler, jeg mente ville klæde hende. Vi har været ret enige omkring farverne,« fortæller Gitte Dahlhus, som nyder, at Emilie kan tillade sig at gå ‘all in’, fordi hun skal til en royal fest og ikke selv skal holde festen.
»Det gør man med lidt ærefrygt og ydmyghed. Vi ved, det er en kæmpe begivenhed, og jeg vil gøre alt for, at Emilie står så smuk som muligt og har det så godt som muligt i kjolen. Det er utrolig spændende,« siger Gitte Dahlhus.
Hun understreger dog også, at hver eneste fest er vigtig for hende:
»Alle fester er spændende. Når jeg laver noget til nogen, handler det altid om, at de virkelig føler sig tilpas i kjolen og føler, at de er den flotteste udgave af dem selv. Men vi ved jo godt, at alt, hvad der hedder kongelige fester, det er toppen af kjoledesign. Derfor er det særligt. Men det vigtigste er altid, at folk har det godt i deres kjole.«
Glæder sig til atmosfæren
Emilie glæder sig især til den helt specielle atmosfære ved sådan en royal begivenhed.
»Jeg tror, det er noget, man aldrig har prøvet før. Der kommer til at være kameraer rundt omkring, alle er i flotte kjoler, og det bliver kæmpestort. Vi har haft et gala på min skole, men det er alligevel ikke samme formalitet,« forklarer Emilie og fortsætter:
»Jeg glæder mig også til selve forestillingen. Der stod, at det var en blanding af noget fra opera til moderne indslag med kendte danske kunstnere, og jeg glæder mig til at se, hvordan de får mikset det sammen.«
Selve festen foregår på Det Kongelige Teater, og Emilie skal ankomme mellem klokken 18.10 og 18.25, inden forestillingen starter omkring klokken 19.30.