Teater Malstrøms opførelse af FESTEN som teaterstykke er chokerende intens og grufuldt tankevækkende. Trods den dystre historie om en dysfunktionel familie, hvor den grumme sandhed endelig kommer frem, er jeg overvældet over resultatet. Derfor seks velmenende stjerner herfra.
Normalt er jeg ikke så meget til det ofte mørke og dystre i nordisk kunst, og det er vovet af Malstrøm at bevæge sig ud i dette nærmest dæmoniske univers. Men man bør af og til vove at komme ud af sin komfortzone, hvis man vil blive klogere på livet, som jo både indeholder godt og ondt. Ikke blot gemme det mørke væk. Desuden findes der vel næppe familier, hvor alt udelukkende er fryd og gammen…!
Ekstremt ….
I sin tid, da jeg skulle se filmen Titanic, var jeg på forhånd noget betænkelig. Det skide skib skulle jo gå ned, og en masse mennesker ville omkomme. Men jeg blev dengang positivt overrasket. På samme måde kendte jeg jo til indholdet i Festen fra Thomas Vinterbergs prisbelønnede dogmefilm fra 1998. Det her bliver jo ikke sjovt.
Men jeg indstillede mig på, at det, jeg skulle igennem, ville være følelsesmæssigt ekstremt. Ikke blot for publikum, men så sandelig også for skuespillerne. De skulle krænge sjælen ud. Både psykisk og fysisk skulle de bevæge de sig på kanten af katastrofens afgrund.
og utrolig tæt på
Festen er jo ikke en fest! Men her bliver Festen netop til FESTEN. Teater Malstrøm kommer utrolig tæt på og behandler det oprindelige indhold respektfuldt.
Publikum kommer ligeledes utrolig tæt på. Festbordet er placeret midt i det intime Bruunske Pakhus med publikum rundt om højbordet langs væggene. Man er virkelig med til festen, ér en del af familien og ”det er uhyggeligt”, når sandheden endelig kommer frem.
Med det dystre lys og håndholdt kamera, hvor vi er helt tæt på i flere dialoger, får vi netop det rette grumsede dogmeindtryk, som vi kan følge på opsatte skærme.
Alle bør fremhæves
De femten skuespillere er fremragende. Vel er de ikke kongelige skuespillere, men hvem kan gøre dette her ret meget bedre?
Alle bør fremhæves og tildeles flere superlativer, men jeg vil fremhæve fem, som har de mest krævende roller for at tilføje lidt om, hvilke persontræk de skal udfylde.
Fødselarens ældste søn Christian, hvis tvillingesøster er død, bliver spillet af Mikkel Aarestrup. De to blev som børn udnyttet af faderen! Efter sin grønne sandhedstale går Christian mere og mere i opløsning.
Uhyggeligt troværdigt!
Mikkel Nordfang Philipsen er den ikke helt velkomne søn Michael. Han udfylder netop Thomas Bo Larsens rolle (både på film og teater) som den hysteriske intetanende egoistiske lillebror, der både er fysisk voldelig og voldsom i sprog og tale.
Maria Møller Winther spiller sødmefuldt Mette, Michaels kone, som med pæn facade udadtil konstant må finde sig i, at hendes dumme svin af en mand kun kan vise ømhed, hvis han selv kan blive tilfredsstillet.
Line Frank Karlson er lillesøsteren Helene – der vil ubehjælpsom nervøst vil udglatte og fortrænge sandheden.
Faderen og 60-årsfødselaren Helge – Poul Erik Petersen – som af og til med sin dogmeagtige grumsede, utydelige stemme udtrykker sin indestængte bitterhed over at være blevet afsløret. Er der nogen erkendelse, er han skamfuld og føler sig skyldig i at have skadet sine børn?! Man frydes, når han må ned i støvet.
Afslutning og bedømmelse
Instruktør Nanne Sif Rasmussen, instruktørassistenterne Daniel Stoof Jensen og Christina Lindbæk og scenograf Rikke Møller Jørgensen har virkelig formået at vise, hvordan fortielse ætser sjæle.
Flere gange undervejs i den 2 ½ times lange forestilling var lokalet fyldt med total stilhed. Ikke mindst i den betagende, tankevækkende afsluttende scene.
6 stjerner = 13 gives ”For den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation”.
Teater Malstrøm spiller FESTEN frem til 22. april.
