Den 44-årige Venstre-politiker Peder Tind står foran sit livs største opgave, når han den 9. december klokken 17 får borgmesterkæden om halsen i Fredericia. Efter en valgkamp med massiv opbakning og et bredt konstitueringsgrundlag lover han ro, stabilitet – og en synlig borgmester med benene plantet i fredericiansk muld.
»Jeg kan jo også se på mig selv, at det er et stort øjeblik. Det er en kulmination på mange års arbejde. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft den her drøm i mange år,« siger Peder Tind om aftenen i Tøjhuset, hvor partierne pegede på ham som ny borgmester.
Han beskriver selv øjeblikket som både stort og følsomt. Uforberedt trådte han ud foran kameraer og mikrofoner – vel vidende, at flertallet stod bag ham, men også at forhandlingerne endnu ikke var helt på plads.
»Det er en følelsesmæssig situation. Der bliver stillet spørgsmål fra højre og venstre, og jeg forsøger bare at holde et klart fokus på, at vi ikke er færdige med at forhandle. Der er stadigvæk to partier, der skal med,« fortæller han og tilføjer, at særligt én ting gjorde aftenen helt særlig:
»Jeg kan jo se, at min lillebror og min far står dernede bagved og kigger op. Jeg er også et stærkt familiemenneske, så derfor var jeg rigtig, rigtig glad for, at de også var med til at få den oplevelse, som helt klart vil være en af dem, der vil stå klart for mig igennem mange, mange år.«
Bred aftale – og tillid, der er bygget op over år
At Peder Tind overhovedet står som borgmester, skyldes ikke en snæver blå aftale, men en bred konstituering, hvor også SF og Enhedslisten har sagt ja.
»Det er en rigtig god start for Fredericia, at vi laver et bredt fundament. Det er meget, meget, meget vigtigt,« understreger han.
Den brede aftale kommer ifølge Tind ikke ud af det blå, men bygger på flere års arbejde ved budgetforligsforhandlingerne.
»Tillid kommer jo ikke hen over en nat. Det er jo noget, man har arbejdet på igennem lang tid. Jeg er også stolt og ydmyg over, at vi har det rum, hvor vi netop kan lave sådan nogle aftaler, og hvor man har tillid til, at det, vi aftaler, det er også det, vi går med,« siger han.
Netop derfor var han ikke nervøs, da han gik ind til konstitueringsforhandlingerne – bare uforberedt på selve ordene.
»De her mennesker, der peger på mig og giver mig det her mandat, det er jo mennesker, jeg har arbejdet tæt sammen med i lang tid og lavet nogle store aftaler med. Så når de siger ét, så holder de også det ord. Det vidste jeg.«
Ro, stabilitet – og drømmejobbet
Efter nogle politisk turbulente år er det især to ord, Peder Tind vender tilbage til: ro og stabilitet.
»Vi har brug for ro og stabilitet. Vi kan kun arbejde i en periode ad gangen, når man er valgt for fire år. Og så må vi jo se, hvad der sker om fire år. Men som udgangspunkt løber jeg ikke nogen steder. Det her er jo mit drømmejob,« siger han.
Drømmejobbet hænger uløseligt sammen med byen og rødderne.
»Det er jo den by, jeg er født og opvokset i, og hvor min familie bor. At få lov til at være med til at tage et ansvar som borgmester for den kommune, jeg er født og opvokset i, det er et drømmejob for mig.«
Han lover dog ikke noget om flere perioder, men holder fast i en pragmatisk tilgang:
»Jeg tager selvfølgelig fire år ad gangen. Det giver sig selv, for det er, hvad vi er valgt for. Men vi skal have en periode, hvor der er ro og stabilitet. Hvis vi hele tiden skal finde os i udfordringer og krig med hinanden, så er det svært at skabe vækst og udvikling.«
En travl borgmester – som stadig er menneske
Forberedelserne til borgmesterjobbet er allerede i gang, og Peder Tind er ikke i tvivl om, at kalenderen bliver tæt pakket.
»Jeg skal jo udvikle og passe på vores kommune i fællesskab med de 4.000 dygtige medarbejdere, med de mange frivillige organisationer, med mine politiske kollegaer. Vi får alle sammen nogle vigtige opgaver i de kommende år, og det er at udvikle vores kommune,« siger han.
Men han understreger samtidig, at borgmesterkæden ikke gør ham til maskine.
»Som politiker skal man også huske på, at man er menneske, og man har kun 24 timer, og man skal vide, hvordan man bruger sin tid. Jeg ved ikke, hvordan det er at være borgmester. Jeg har en idé om det, men jeg ved det ikke. Det skal jeg lære,« siger han.
Og så bliver han ved med at være den samme Peder Tind, som fredericianerne allerede kender:
»Jeg kommer ikke til at lave om på mig selv. Den samme Peder Tind, der var dengang i jobcentret, og den Peder Tind, der blev formand for kultur og idræt for fire år siden, det er den samme Peder Tind, man får som borgmester.«
Fejl skal der også være plads til:
»Politik er også et håndværk. Jeg kommer til at lave fejl, ligesom du laver fejl som journalist, og ligesom alle andre er mennesker. Vi skal give rum til, at man er menneske, og at der ikke er en nulfejlskultur, hvor man ikke kan lave fejl.«
Som stærkt familiemenneske lægger han heller ikke skjul på, at balancen bliver afgørende.
»Jeg skal jo heller ikke bare gå ind og kaste alt over styr, for nu skal jeg være borgmester. Jeg kommer også til at passe på mig selv, og jeg kommer til at passe på min familie. Det er vigtigt for mig at beholde de værdier og den base, jeg har.«
Venstre i medvind – og en spidskandidat, der er »kommet for at blive«
Valget var også et vendepunkt for Venstre i Fredericia. I en tid, hvor partiet på landsplan har kæmpet med lave målinger og afskalning til nye partier, gik Venstre frem lokalt.
»Vi er et rigtig, rigtig godt sted i dag, hvor vi lige om lidt har en byrådsgruppe på seks mandater. Vi er altså gået frem,« konstaterer Peder Tind.
Han oplevede en valgkamp med stort engagement og nærvær på gader, stræder og valgmøder.
»Vi er kommet rigtig meget ud og mødt rigtig, rigtig mange borgere. Fælles for det hele har været, at der har været en enormt stor opbakning. Vores flyers er gået som varmt brød. Jeg synes ikke, jeg kan huske det på samme niveau i tidligere valgkampe,« siger han.
I en leder hos et konkurrerende medie blev der spurgt, om det her var hans »sidste chance«. Den præmis afviser han.
»Det der med at prøve at analysere på nogle ting, man i virkeligheden ikke ved noget om… Jeg blev også hentet lidt ned ad brættet for ikke at have skrevet en eneste læserbrev i valgkampen. Men vi har trods alt lavet et gennemarbejdet politisk program. Vi har ført en meget offensiv, positiv, inddragende valgkamp, hvor vi har haft 19 stærke kandidater, der dag ud og dag ind har fortalt om politik,« siger han.
Og så slår han fast:
»Jeg er 44 år, jeg er et godt sted i livet, og jeg synes, jeg har rigtig meget at byde på. Jeg er kommet for at blive.«
Ordentlighed som ledestil
Begrebet »ordentlighed« har fyldt meget i fredericiansk politik de senere år. Som ny borgmester har Peder Tind sin egen, ret konkrete udlægning af, hvad ordentlighed betyder i praksis.
»Jeg tror, det handler meget om at være synlig og inddragende i sin ledestil. Så er det også, at vi er gode til at holde et højt orienteringsniveau. Mine politiske kollegaer ved, at man kan ringe til mig. Jeg er tilgængelig, og jeg vil gerne have samtaler om ting, vi skal have løst i fællesskab,« siger han.
Han beskriver det politiske rum omkring konstitueringen som et tillidsrum:
»Det er et ansvarligt rum, hvor man har vist tillid til hinanden. Og det er også sådan en leder, jeg gerne vil være. Når valgkampen har lagt sig, og konstitueringen er på plads, så skal vi fortsætte den her rejse med tillid, med højt orienteringsniveau, med inddragelse, med synlighed, med stærk politisk ledelse, der viser, hvor vi skal hen.«
Samtidig vil han væk fra den klassiske rød-blå skyttegravskrig.
»Jeg synes, vi skal prøve at komme væk fra det, der hedder rød-blå. Jeg synes, vi skal skabe det her fællesskab. Præmissen har langt hen ad vejen været mere kompetencer og interesser frem for rød-blå,« siger han.
Konservative udenfor – men ikke ude i kulden
I konstitueringen står 19 af 21 byrådsmedlemmer bag aftalen. Kun Det Konservative Folkeparti står udenfor. Det ærgrer borgmesteren – men uden at rokke ved hans håb om samarbejde.
»Dels er det selvfølgelig ærgerligt. Jeg havde gerne set, at alle 21 var med. Omvendt er 19 ud af 21 også et meget flot bredt resultat, som vi kan bygge rigtig meget på,« siger han.
Han understreger, at det at stå uden for konstitueringen ikke er det samme som at være uden for indflydelse.
»Fordi man ikke er med i en konstituering, så betyder det ikke, at man ikke har et samarbejde. Vi er jo stadigvæk 21 byrådsmedlemmer, der skal arbejde sammen i en fremtidig fireårig periode. De konservative har to mandater, der giver dem indflydelse. Derfor skal vi finde ud af, hvordan samarbejdsformen bliver.«
At de konservative ikke var med i valgforbundet, har ifølge Tind haft konsekvens – men døren står åben:
»Man træffer nogle valg, og så har de valg nogle konsekvenser. Det var jo bare en af de konsekvenser, vi så her. Men min telefon er altid åben, og jeg håber på et rigtig, rigtig fint samarbejde,« siger han.
Kultur, idræt og de svageste – engagementet fortsætter
Som formand for kultur og idræt og tidligere beskæftigelsesrådmand har Peder Tind især markeret sig på kultur, foreningsliv, parasport og indsatsen for de mest udsatte. Den del af ham forsvinder ikke, selv om borgmesterrollen er bredere.
»Der er selvfølgelig en forskel nu. Jeg sidder jo ikke lige så tæt på et fagområde, som da jeg var formand for kultur og idræt. Men man skal jo ikke stoppe med at invitere borgmesteren til et arrangement, om det er Solsikke Cup eller noget andet. Hvis jeg overhovedet har mulighed for at deltage, så er jeg der,« lover han.
Susanne får som ny udvalgsformand ansvaret for området, men borgmesteren vil fortsat være synlig i byens kulturliv og foreningsliv.
»Jeg kommer ikke til at lave om på mig selv, fordi jeg bliver borgmester. Om det handler om en Solsikke Cup eller om et kulturelt fyrtårn, så er jeg meget nysgerrig på og opmærksom på, at der er rigtig mange gode ting, der sker i vores by, som vi skal bakke op om,« siger han.
Fredericia skal sparke døre ind
Som borgmester skal Peder Tind ikke kun være samlende figur i byrådssalen og til lokale arrangementer. Han skal også være Fredericias ansigt udadtil – ikke mindst fordi kommunen står uden sin egen folketingspolitiker.
»Vi har en opgave som Fredericia Kommune, at vi skal blive mere offensive på at tiltrække ting til Fredericia. Når man taler om stakeholders, samarbejdspartnere og folkevalgte på Christiansborg, der skal man mærke, at Fredericia er der,« siger han.
Han peger på, at kommunen i forvejen arbejder for at sætte nationale dagsordener om blandt andet energi og musicalteater.
»Vi skal sparke nogle døre ind og fortælle om vores drømme og visioner. Det er noget, vi ikke kan løfte alene. Det har vi brug for, at andre hjælper os med at løfte.«
Optimismen som drivkraft
Når man lytter til Peder Tind, er optimismen et gennemgående tema – fra tiden med jobcentret til kultur- og idrætsområdet og nu borgmesterstolen.
»Jeg kommer ikke til at lave om på mig selv. Den ledestil, jeg havde dengang i beskæftigelse, og den, jeg havde i kultur og idræt – inddragende og synlig – det er den samme ledestil, man vil opleve mig med som borgmester,« siger han.
Og så vender han tilbage til det, han mener, fredericianerne har stemt for:
»Jeg tror, den opbakning og optimisme, vi har oplevet i valgkampen, handler meget om, at rigtig mange siger: Skal vi ikke bare lige have en periode, hvor der er ro og stabilitet? Det vil jeg prøve at levere på.«
Om fire år ved vælgerne, om det er lykkedes. Indtil da er drømmejobbet begyndt – med ro, stabilitet og optimisme som pejlemærker.














