En duo blev den afgørende faktor i Fredericia Håndboldklubs sejr på 29-28 mod Skjern Håndbold.
Det holdt hårdt, men sejren kom i hus. FHK kunne dermed notere sig en vigtig sejr efter to nederlag i træk – og nok så vigtigt, der var ingen europæiske tømmermænd, efter at holdet havde spillet mod Dinamo Bucuresti.
Der var intet, der indikerede, at FHK lige havde været på en lang rejse med mellemlanding i både München og Frankfurt, før de fløj t/r Bukarest fra Billund. Gudmundur Gudmundsson havde ramt hovedet på sømmet i forberedelserne til kampen.
Skjern er ikke nogen ueffen modstander, og selvom andre hold vil presse dem i forsøget på at gentage deres tredjeplads denne sæson, er vestjyderne altid med, hvor det er sjovt. Derfor var det en flot skalp for FHK at tage efter en europæisk midtugekamp.
Se her vores karakterer fra opgøret:
UB: Udenfor bedømmelse
1: Dumpet
2: Mindre god præstation
3: Jævn præstation
4: God præstation
5: Fortrinlig præstation
6: Topklasse
Sebastian Frandsen (2): Det kan han gøre meget bedre, Frandsen. To redninger på 14 skud. Fik måske endda for lang snor.
Thorsten Fries (5): På den anden side storspillede Thorsten Fries, da han kom ind. Noterede sig for ti redninger på 25 skud og blev kampafgørende.
Martin Bisgaard (4): Slog til, da det gjaldt. To mål på tre forsøg, heraf et vigtigt mål i slutfasen.
Frederik Jægerum (UB): Kom ikke på banen.
Reinier Taboada (4): Efter en sløj indledning på kampen steppede cubaneren op. Med to mål i slutningen af første halvleg fik han tændt op under Middelfart Sparekasse Arena. Lavede i alt fem mål på syv forsøg.
Sebastian Henneberg (3): Fik chancen fra start og var fint spillende, men var i flere tilfælde decideret uheldig med at ramme stolpen. Lavede to mål på fire forsøg.
Mads Kjeldgaard (UB): Kom ikke på banen.
Arnor Vidarsson (UB): Kom ikke på banen.
William Moberg (4): Gik forrest i slutfasen efter en skidt indledning på kampen. Kastede sig frygtløst igennem de granvoksne mænd i Skjern-forsvaret, da han gang på gang scorede. Fire mål på seks forsøg blev det til – alle fire i anden halvleg.
Jonas Kruse (3): Afløste Moberg efter svenskerens ikke prangende indledning. Det gjorde han fornuftigt, men var uskarp i afslutningsspillet.
Anders Martinusen (6 – Man of the Match): Wow, en kamp. Ti mål, godt nok på 17 forsøg, men hvilken præstation af Martinusen. Han havde ild i armen i fraværet af Kasper Palmar.
Kasper Young (3): Scorede godt nok kun et enkelt mål på et forsøg, men hvilket mål. Han blev sat op på en tremeteropstilling og fyrede bolden ind over de høje Skjern-spillere.
Fredrik Mossestad (UB): Kom ikke på banen.
Evgeni Pevnov (4): Solid præstation i forsvaret og sikker afslutningsmæssigt. Tre mål på tre forsøg blev det til for stregspilleren.
Lasse Balstad (4): Bandt forsvaret godt sammen.
Einar Olafsson (UB): Spillede ikke nok.
Gudmundur Gudmundsson (4): Man kan undres over, at Mads Kjeldgaard ikke kom i kamp, men vinderen har altid ret. I dette tilfælde kan man ikke klandre Gudmundsson, når FHK vandt, og han havde sat holdet godt op til en kamp efter en svær uge, hvor FHK spillede både torsdag og søndag og havde to rejsedage med fly.