Fredericia Kommunes skoler står over for en udfordring, når det kommer til at matche landsgennemsnittet i afgangseksamen for 9. klasse. Med en række skoler, der halter bagefter, er det et emne, som Dansk Folkepartis Palle Dahl, medlem af Børne- og Skoleudvalget, har stærke holdninger til.

Dahl peger på, at det er en udfordring, at Fjordbakkeskolen er over landsgennemsnittet, mens de øvrige er under.

“Vi har en udfordring, fordi vi skal have alle vores skoler, både almene og frie skoler, op på mindst landsgennemsnittet hvert år. Der burde ikke være forskel i undervisningskvaliteten, uanset hvor man bor i byen eller går i skole. Hvis en skole kan præstere langt over landsgennemsnittet, og en anden ligger tæt på, hvorfor har vi så stadig store skoler, der halter bagefter? spørger Palle Dahl.

Det er klart, at spørgsmålet om karaktergennemsnittene har været på Dahls radar, men han indrømmer, at der endnu ikke er udarbejdet en konkret plan for at løse problemet.

– Vi skal nå op på landsgennemsnittet, men der er ikke udarbejdet nogen handlingsplan for det endnu, erkender han.

Han tilføjer, at de lave resultater på Kirstinebjergskolen ikke kommer som en overraskelse for ham.

– At Kirstinebjerg ligger under gennemsnittet, kommer ikke som en overraskelse, men om det skyldes trivsel, er svært at sige. Den lavere trivsel kan være en medvirkende faktor, forklarer Palle Dahl.

Dahl er også bekymret over de signaler, som de lave karakterer sender om den generelle skoleundervisning i kommunen.

– At den almindelige skoleundervisning er så langt under landsgennemsnittet, sender et dårligt signal, bemærker han.

Når det kommer til at forklare, hvorfor nogle skoler klarer sig bedre end andre, nævner Dahl Fjordbakkeskolens stærke fællesskab som en mulig faktor.

– Det kan være, at deres stærke fællesskab spiller ind, siger Palle Dahl og understreger vigtigheden af at forstå de bagvedliggende årsager til -forskellene i resultaterne.

Dahl er klar til at tage problemet op i Børne- og Skoleudvalget for at finde en løsning.

– Ja, det er noget, jeg vil spørge ind til, især for at forstå, hvad årsagen kan være. Vi har gode skoler og gode lærere, men hvorfor afspejler det sig ikke i resultaterne? Det har vi ikke spurgt ind til, men det er ikke et emne, der vil blive ignoreret, lover han.

Han nævner, at tallene blev offentliggjort for en uges tid siden, og at de endnu ikke har haft mulighed for at drøfte dem, men at det vil blive en del af dagsordenen næste gang.

Når det drejer sig om privatskolernes markant bedre præstationer, påpeger Dahl, at forskellene er klare, men han er forsigtig med at drage forhastede konklusioner.

– Det kan jeg ikke umiddelbart svare på. Realskolen har et gennemsnit på 8,2, og Sct. Knuds Skole ligger på 7,8. Det er væsentligt bedre, men det betyder ikke, at vores almene skoler ikke kan nå samme niveau. Folkeskolen skal tage imod alle elever, uanset deres forudsætninger, og det kan være, at de stærkeste ressourcer søger mod privatskolerne. Det kan være en årsag, men det er ikke noget, jeg vil konkludere på uden nærmere undersøgelse, slutter Palle Dahl

Dahl ser altså med alvor på situationen, og det er tydeligt, at der er behov for handling. Hvordan kommunen vil tackle udfordringerne, vil tiden vise, men for nu er fokus rettet mod at løfte niveauet på tværs af alle skoler i Fredericia.

Sådan ser karakterfordelingen ud i Fredericia Kommune:

SkoleGennemsnit
Fredericia Realskole8,2
Sct. Knuds Skole7,8
Fjordbakkeskolen7,4
Ullerup Bæk Skolen, afdeling Nørre Allé7,1
Erritsø Fælleskole, afdeling Bygaden6,6
Kirstinebjergskolen, afdeling Havepladsvej6,1
Fredericia Friskole5,3
Fredericia Kommune6,8
Landsgennemsnit7,3