Indeklima, læring og trivsel hænger uløseligt sammen, men løsningen ligger ikke i flere regler og bureaukrati, mener Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne. Han efterlyser ansvar, sund fornuft og realistiske prioriteringer i stedet for politisk detailstyring.
For Palle Dahl er spørgsmålet om indeklima langt mere end teknik og ventilation. Det handler om, hvordan børn lærer – og hvordan kommuner prioriterer. »Kommunerne skal tage ansvar, ikke tvinges med lovgivning. Det handler om fokus, ikke forpligtelser,« siger han.
Han mener, at der gennem årene har været mange gode intentioner, men for få konkrete resultater. »Det har vi jo altid sat fokus på,« siger han om kommunernes ansvar for luft, lys og temperatur i klasselokalerne. »Men med de karakterer, vi viser, så er det ikke sikkert, det er nok. Det er nok en kombination af mange ting, der gør, at vi har et dårligt indlæringsmiljø.«
Et læringsmiljø med mange facetter
For Dahl er indeklimaet ikke en isoleret sag, men en del af skolens samlede økosystem. »Det er en del af indlæringsmiljøet,« understreger han og peger på, hvordan trivsel, koncentration, mad, lys og luft påvirker hinanden.
Han oplever dog, at der nu sker fremskridt flere steder. »Vi er begyndt at bruge penge på at håndtere vores skoler, fordi mange af dem er ved at gå i forfald. Det giver bedre luft, og hvis de er utætte, bliver det repareret. Men det er en lang, sej kamp – det er helt sikkert. Vi har fokus på det, men det er svært at finde pengene,« siger han.
For ham er økonomien den største barriere. »Det er det evigt tilbagevendende problem – penge, penge, penge. Selvfølgelig skal der gøres noget, men vi er nødt til at tage en af gangen, fordi vi ikke har uanede midler.«
Når forfald koster læring
Flere undersøgelser viser, at dårligt indeklima kan koste børn op til et års læring over skoletiden. Den sammenhæng kommer ikke bag på Palle Dahl. Han mener, at hvis man vil forstå udfordringen i folkeskolen, må man se på helheden.
»Hvis facetter skal analyseres, så skal vi finde ud af, hvad der er grunden til, at de unge mennesker ikke får den indlæring, de skal have. Det kan være alt fra luft og varme til forstyrrende elementer i undervisningen. Alt spiller ind,« siger han.
For ham hænger ro, læring og fysiske rammer sammen – og han roser regeringens nye tiltag, der giver skolerne mulighed for at fjerne elever, der ødelægger undervisningen. »Jeg synes, det er et fantastisk tiltag. Der skal bare én eller to elever til i en klasse, så kan de ødelægge hele undervisningen. Det bliver et godt tiltag,« siger han.
Mindre kontrol – mere ansvar
Når diskussionen falder på krav og målinger af luftkvalitet, trækker Palle Dahl en klar streg i sandet. Han ønsker handling – men ikke tvang.
»Jeg ved ikke, om de skal forpligtes til at gøre det, men de skal fokusere på det. Det er måske et hårdt ord at sige ‘forpligte’. Forpligtelse betyder jo, at man er tvunget. Jeg mener, at kommunerne selv skal tage ansvar – det handler om prioritering,« siger han.
Han er skeptisk over for nationale minimumskrav. Ifølge Dahl er det netop kommunernes forskellighed, der gør dem effektive. »Der er ikke to kommuner, der er ens. Men de skal fokusere på at få det bedste læringsmiljø for de unge mennesker – det kan vi godt blive enige om,« siger han.
Renovering før prestige
Når samtalen falder på nye byggerier, er Palle Dahl nøgtern. Han frygter, at store prestigeprojekter sluger de midler, der kunne have forbedret hverdagen på eksisterende skoler.
»Du kan ikke bare bygge nyt og nyt og nyt. Det kan du ikke blive ved med. Vi er nødt til at renovere i første omgang,« siger han.
Han henviser til Fredericias nye skole som eksempel. »De der 500 millioner, vi skal bruge på den nye skole, det bliver godt for de elever, der skal gå der. Men det er kun den ene skole – du mangler alle de andre. Derfor skal vi passe på, at vi ikke ender med at bruge alle pengene ét sted.«
For ham handler det om balance: at sikre, at de gamle skoler ikke glemmes i skyggen af nybyggeri.
Klimafokus med måde
Bedre luft og moderne isolering kan ikke bare forbedre læring, men også reducere energiforbruget. Det er Dahl helt enig i – men han advarer mod at lade klimapolitikken blive et spørgsmål om symbolik frem for fornuft.
»Det er helt sikkert. Vi skal isolere folk, ikke skrive fine børsnotater. Mange af vores skoler er blevet forsømt i årevis. Det handler om at gøre det praktisk og tage fat på det,« siger han.
Han efterlyser en jordnær tilgang. »Vi skal ikke snakke os fra det. Vi skal reparere og vedligeholde, hvor vi kan – det er sund fornuft,« siger han.
En realistisk vej frem
Palle Dahl har ikke tålmodighed med varm luft – hverken i klasselokalerne eller i politik. For ham er opgaven klar: fokus på det mulige, og handling dér, hvor behovet er størst.
»Det er en lang kamp, men vi er i gang. Vi kan ikke gøre alt på én gang, men vi kan begynde dér, hvor behovet er størst. Det handler om at skabe de bedste betingelser for læring – og det starter med luft, lys og ro i klassen,« siger han.














