Kommunalvalg i Fredericia begynder efterhånden at ligne et amerikansk præsidentvalg – bare uden glamouren og Air Force One. Her vinder sjældent den bedste kandidat, men ofte den med det største reklamebudget.
I demokratiets lokale version af Super Bowl handler det ikke længere om idéer, men om, hvem der kan købe flest lygtepæle, bannere og annoncer. Og selvfølgelig om dem, der helst ikke vil have forandring – for hvorfor risikere at miste de lette penge fra byrådsposter og udvalgshonorarer?
Man skulle tro, politik handlede om holdninger, ærlighed og vilje til at gøre noget for byen. Men nej – det handler mere og mere om at få trykt sit smil på så mange plakater, at man kan blænde bilister i myldretiden.
Jeg klager ikke for at klage, men for at minde borgerne om virkeligheden: Når pengene taler, tier fornuften. De samme politikere, der har siddet på magten i årevis, undskylder nu alt det, de ikke har gjort – og henviser til partiprogrammer, de dårligt selv kan huske. I debatterne flyver flosklerne, og CO₂-regnskabet lider under al den varme luft de lukker ud.
Så når valgresultatet endnu engang bliver “mere af det samme”, skal vi ikke undre os. Demokratiet er blevet et luksusprodukt – men jeg tror stadig på, at vælgerne ser igennem fernissen.
For i Fredericia, som i resten af verden, gælder stadig: Den der betaler for plakaterne, bestemmer politikken – medmindre borgerne tager magten tilbage.
