Af Poul Rand, byrådskandidat (Liberal Alliance)
Et kvindedrab er 1 for meget. To er alt for meget. Fire på 14 dage er en national katastrofe.
Jeg plejer at tale om frihed. Om det personlige ansvar. Om tillid frem for kontrol. Det gør jeg stadig.
Men nogle gange sker der noget, der rusker én helt ind i rygraden og så må man stoppe op og sige det ligeud:
Der er grænser. Også for friheden. Nogle grænser må og skal aldrig krydses.
I disse dage ser vi en trist og tragisk række overskrifter:
• En 47-årig kvinde bliver skudt på åben gade i Brønshøj.
• En 77-årig kvinde findes død i Roskilde.
• En 71-årig kvinde myrdes i Esbjerg.
• Og i Nordjylland skyder en mand angiveligt sin tidligere samlever og derefter sig selv.
Det er ikke bare nyheder. Det er menneskeliv, der bliver knust. Det er familier, der aldrig bliver de samme igen. Som Far og ægtemand gør det ondt helt ind i sjælen at læse disse ”nyheder”.
Jeg tror på frihed. Men frihed for den ene må aldrig blive frygt for den anden. Når en mand med et tilhold alligevel kan finde og dræbe sin tidligere partner. Så har systemet svigtet og vi er som samfund dumpet.
Partnerdrab er ikke uforudsigelige. De sker ofte efter lange forløb med psykisk vold, kontrol og trusler. Et kendt mønster. Vi har haft mulighederne. Vi har ignoreret dem.
I Norge har man haft omvendt fodlænke siden 2013. Herhjemme starter vi i 2025 med 15 styk i tre politikredse. Undskyld mig, er det virkelig det bedste, vi kan præstere? Det er for lidt. Det er for sent. Det er for svagt.
Jeg siger ikke, vi skal overvåge alle. Jeg siger ikke, vi skal leve i et kontrolleret samfund. Jeg siger, når vi ved, at en person er til fare så skal vi ikke sidde på hænderne, mens endnu en person mister livet. Vi må tage ansvar. Vi må gribe ind tidligere. Vi må lære af de fejl, vi har begået. Og vi må kræve konsekvens.
Frihed uden tryghed er ikke frihed det er kaos. Og det kan vi ikke leve med.
Det her handler ikke om højre eller venstre. Det handler om ret og vrang. Om anstændighed. Som samfund må vi ikke vende det blinde øje til. Vi kan faktisk gøre noget. Vi har teknologien. Vi har forskningen. Vi har viden. Mangler vi viljen? Hvis vi ikke nu, netop nu sætter grænsen, hvornår gør vi så?
Mine varmeste tanker går til de pårørende. Jeg vil kæmpe for et samfund, hvor frihed og tryghed går hånd i hånd, hvor ingen skal leve i frygt. Ikke i deres eget hjem. Ikke på gaden. Ikke i hverdagen. Tryghed er ikke en luksus. Det er en forudsætning for et frit liv.
