Han er 67 år, udlært smed og har arbejdet med jern, svejsning og stålkonstruktioner i mere end fire årtier. Nu vil Dennis Nielsen fra Socialdemokratiet smede løsninger i en anden retning – på rådhuset. Som byrådskandidat går han til valg på tre klare mærkesager: at styrke ældreplejen, sikre rent drikkevand og tiltrække flere virksomheder, der skaber reelle arbejdspladser i Fredericia.

»Jeg har haft et langt arbejdsliv som smed og kender både erhvervslivet og de mennesker, der får hjulene til at dreje. I dag arbejder jeg som stationsbetjent ved DSB, og jeg nyder det. Det holder mig i gang – jeg kalder mig selv en aktiv pensionist,« siger han med et smil.

For Dennis Nielsen er ældreområdet ikke blot en politisk prioritet, men en hjertesag, der udspringer af hans egne erfaringer og livsfase.

»Jeg er selv kommet i den alder, hvor man tænker lidt mere over, hvordan vi tager os af vores ældre. Der skal investeres mere i ældreplejen, så man bliver mødt af omsorg, tid og respekt. Det handler om værdighed. Det skal ikke være teknologi som robotstøvsugere, der bærer velfærden. Det skal være mennesker,« siger han.

Han peger samtidig på, at kommunen bør prioritere både de ældre og de unge højere.

»Vi skal have fokus på de mennesker, der har brug for fællesskabet – både i begyndelsen og slutningen af livet. Derfor mener jeg, at vi skal bruge flere penge på skoler, på de unge og på ældreområdet. Det er her, fremtid og erfaring mødes,« siger Dennis Nielsen.

En anden mærkesag er naturen og det grundlæggende behov for rent drikkevand.

»Det er en af de ting, man ikke må tage for givet. Jeg ønsker, at vi passer på naturen og på vores vand. Det er noget af det vigtigste, vi kan give videre,« siger han.

Han mener, at miljøhensyn og erhvervsudvikling ikke behøver at være hinandens modsætninger. Tværtimod.

»Vi skal udvikle os på en måde, hvor der både er plads til mennesker, natur og virksomheder. Det er balancen, der tæller. Og jeg synes, Fredericia har potentialet til netop det.«

Dennis Nielsen har selv arbejdet i det private erhvervsliv hele sit liv, og det har givet ham et klart blik for, hvad der skaber værdi og arbejdspladser.

»Jeg synes, vi har fået nok af de store lagerhaller ude i Taulov. Det har været godt for væksten, og det er et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Men nu skal vi videre. Vi skal tiltrække virksomheder, der skaber lokale arbejdspladser og bidrager til byen på en anden måde. Det er sådan, vi sikrer en sund udvikling,« siger han.

Han peger på, at Fredericia rummer en stærk erhvervstradition og en god infrastruktur, der kan tiltrække nye brancher og mindre produktionsvirksomheder.

»Vi skal have flere gode, små arbejdspladser. De betyder meget for sammenhængskraften i byen. Og så skal vi tænke erhverv og byliv sammen – udvikle bymidten, få torvet bundet sammen med Rådhuspladsen og skabe et Fredericia, man har lyst til at være i.«

Spørger man Dennis Nielsen, hvad der er Fredericias største udfordring lige nu, falder svaret hurtigt: det politiske klima.

»Jeg synes, vi har haft alt for mange år med uro og stridigheder. Der bliver brugt for meget energi på interne kampe og for lidt på at samarbejde. Fredericia har fået et dårligt ry, og det skal vi have rettet op på. Det kræver, at vi får nogle politikere ind, som kan finde ud af at tale ordentligt til hinanden,« siger han.

Han mener, at der er behov for et generationsskifte – ikke nødvendigvis i alder, men i tilgang.

»Vi trænger til politikere, der tør være politikere. Som tør tage en beslutning selv, i stedet for bare at blive styret af embedsværket. Jeg savner, at nogen står ved, hvad de mener – også når det er svært. Det er sådan, man får respekt, og det er sådan, man skaber resultater,« siger Dennis Nielsen.

Som mange andre kandidater peger han på, at kommunen må finde besparelser, men at de skal findes på de rigtige steder.

»Jeg tror, vi har for mange ledelseslag og for meget administration i kommunen. Det går igennem alt for mange hænder, før noget bliver besluttet. Der kunne man godt luge lidt ud, så tingene blev mere effektive. Det handler ikke om at fyre folk, men om at bruge ressourcerne bedre,« siger han.

Han mener, at pengene i stedet skal kanaliseres ud, hvor de gør en reel forskel – til borgere og frontmedarbejdere.

»Når man ser på, hvor mange der løber stærkt ude i hjemmeplejen, på skolerne og i institutionerne, så skal vi være sikre på, at pengene bliver brugt dér, hvor de gør gavn – ikke i unødige ledelseslag,« siger han.

Når Dennis Nielsen taler om fremtidens Fredericia, er det med rolig stemme og jordnær overbevisning.

»Jeg ser for mig en by, hvor vi igen kan være stolte af samarbejdet og fællesskabet. Hvor vi kan tale ordentligt sammen, også selv om vi er uenige. Det handler ikke om at vinde debatter, men om at løse problemer,« siger han.

Han peger på, at den næste valgperiode skal bruges på at skabe stabilitet og genopbygge tillid.

»Vi skal udvikle Fredericia med omtanke. Skabe nye arbejdspladser, sikre bedre service og passe på vores ældre. Det er ikke raketvidenskab. Det er sund fornuft, og det er dét, jeg står for,« slutter Dennis Nielsen.

Kort om Dennis Nielsen

  • 67 år
  • Udlært smed – har arbejdet over 40 år i faget
  • Arbejder i dag som stationsbetjent ved DSB
  • Byrådskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia
  • Fokusområder: ældrepleje, rent drikkevand, lokale virksomheder og bedre samarbejdskultur i byrådet