MUSIK. Den canadiske sanger og sangskriver Jake Vaadeland har med lynets hast markeret sig som en af de mest lovende og markante stemmer på den internationale bluegrass-scene. Sammen med sit band The Sturgeon River Boys har han på rekordtid opbygget en dedikeret fanskare – og nu vender han tilbage til Danmark.

Jake Vaadeland er blot 21 år, men hans talent, karisma og retro-inspirerede tilgang til musikken har allerede gjort ham til et fænomen i hjemlandet Canada, i USA og senest også i Europa. Med en unik blanding af klassisk bluegrass, rockabilly og oldschool rock’n’roll leverer han og bandet koncerter, der vækker begejstring, danselyst og anmelderroser.

På sidste års Tønder Festival leverede Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys en af de mest omtalte koncerter. Deres optræden i det store Telt 2 blev et musikalsk overrumplende festfyrværkeri, der sendte bølger af energi gennem hele teltet – og næsten løftede teltdugen. Publikum blev mødt af et band med både teknisk overskud og spilleglæde, og Vaadeland selv charmerede alt og alle med sin sceneoptræden og dybe respekt for genrens rødder.

Festivalen kvitterer i år med en ny invitation, og Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys spiller igen på Tønder Festival 2025. Derudover kan publikum også opleve dem på Tønder Festivalens scene i København i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i juli.

Med sit særlige udtryk, talent og tidløse musikalske univers er Jake Vaadeland godt på vej til at skrive sig ind i moderne bluegrass-historie – og danske koncertgæster får nu endnu en mulighed for at opleve det helt tæt på.