De unge kunstnere får byrådssalens vægge
Unge fra Den Kreative Skole skal efter alt at dømme stå for kunsten i Fredericias byrådssal. Mandag træffer byrådet den endelige beslutning, som samtidig betyder, at det gamle værk Triptykon fra 1998 tages ned efter næsten tre årtier på væggen.

POLITIK. Snart kan det være værker skabt af unge fra Den Kreative Skole, der møder blikket, når politikerne i Fredericia sætter sig til rette i byrådssalen. Mandag skal byrådet træffe den endelige beslutning om, hvordan salens kunst fremover skal se ud, og indstillingen er klar. Det bliver Model 3, et samarbejde med Den Kreative Skole, hvor byens spirende talenter skal stå for udsmykningen.
Dermed tegner der sig en afslutning på en sag, der har været undervejs i næsten to år. Kunsten i byrådssalen har været drøftet politisk siden efteråret 2024, hvor en lokal kunstner henvendte sig og tilbød at donere egne værker til rummet. Den henvendelse satte gang i en proces, der siden har foldet sig ud i fire forskellige modeller for, hvordan kommunen kunne gribe udsmykningen an, og som nu ender med, at valget falder på de unge.
Model 3 går ud på, at unge, spirende kunstnere fra Den Kreative Skole skaber værker til byrådssalen som led i et undervisningsforløb. Værkerne skiftes ud en gang om året, så udsmykningen løbende fornyes med et ungt og nutidigt udtryk, og de kan samtidig indgå som kommunens bidrag til byens kunstfestival. For de unge er tanken, at det bliver et lærings- og talentudviklingsforløb, hvor de får deres arbejde hængt op i byrådssalen.
Det er også den billigste af de modeller, der har været i spil. Forvaltningen anslår udgiften til omkring 5.000 kroner om året til materialer, fernisering og en mindre erkendtlighed til de udstillende unge, mens de øvrige modeller ville koste op til 20.000 kroner årligt. Pengene tages fra Puljen til Unikke Oplevelser. Forvaltningen har undervejs peget på netop Model 3 som den, der bedst forener ønsket om lokal forankring med hensynet til de unge talenter, og som samtidig ligger i tråd med kommunens nye strategi for kunst og kultur.
Beslutningen har dog ikke været uden uenighed. Undervejs har der været flere bud på, hvordan salen skulle fyldes. Det Konservative Folkeparti, som oprindeligt satte sagen i bevægelse, ønskede en model med en årlig konkurrence blandt lokale kunstnere, uanset alder, gerne i en kombination med samarbejdet med Den Kreative Skole. Liberal Alliance har på sin side peget på en anden vej, hvor byrådssalen skulle rumme professionelle, etablerede værker, blandt andet gennem lån fra fonde og museer. »LA ønsker model 2 henset til muligheden for at låne kunstværker, inddragelse af lokale kunstfaglige kræfter og ikke mindst gøre byrådssalen åben og interessant for byens borgere«, lød partiets begrundelse.
Bag valget af de unge ligger også en konsekvens, som har fyldt i debatten. De tre af de fire modeller, heriblandt Model 3, forudsætter, at den nuværende udsmykning tages ned. Det drejer sig om værket Triptykon, som har hængt i byrådssalen siden 1998. Værket blev i sin tid doneret af en gruppe fredericianske kunstnere, der gennem ti år havde kæmpet for at give byen et fast sted at vise kunst, og som finansierede det af deres egne udstillingsoverskud. Når de unge rykker ind, rykker det gamle værk altså ud.
Falder afgørelsen mandag som indstillet, lægger forvaltningen op til, at ordningen evalueres efter to gennemførte udstillinger. Så kan politikerne gøre status og beslutte, om samarbejdet med Den Kreative Skole skal fortsætte, eller om en af de andre modeller skal have sin tur på væggene i byens måske vigtigste sal.






