De havde endnu ikke pakket en eneste flyttekasse ud - men Fredericia havde allerede budt dem indenfor

DERFOR FREDERICIA. Den første invitation kom, inden flyttekasserne var pakket. Familien havde købt hus i Fredericia og manglede stadig at flytte ind, da naboerne spurgte, om de ville komme til fødselsdag. Kort efter kom den næste. »Allerede inden vi var flyttet ind, var vi blevet inviteret til to fødselsdage. Det er en rigtig dejlig måde at blive budt velkommen i en by, hvor man kender nogle, men alligevel ikke rigtig kender nogen,« fortæller Tine Klingsten Nielsen, der stadig kan høre spørgsmålet, hun og hendes mand fik fra flere sider, da de fortalte, at de forlod Middelfart. »Der er mange, der har spurgt, om vi havde fået en hjerneblødning,« siger hun og griner.

Det havde de ikke. De havde fået en bevilling. Da apotekerne i både Middelfart og Fredericia blev hendes, lå Fredericia pludselig som en mulighed, selvom byen i årtier havde været et sted, hun kørte forbi. Hun er vokset op lige rundt om hjørnet og gik i skole i Skærbæk, og hun havde besluttet sig for, at hun aldrig skulle tilbage. Siden boede hun i Aalborg, Aarhus og København, i Horsens sammen med Bent, der selv havde boet i Berlin, og i mange år i den gamle bydel i Middelfart, hvor familien kunne gå til alting og var glade for det. Men begge forældre kom fra større byer, og hjemme ved spisebordet var døtrene begyndt at drille med, at familien da snart kunne flytte til New York, bare for at der skulle ske noget. Det lod sig ikke gøre med de virksomheder, forældrene driver, men det satte tanker i gang. »Vi kunne godt se, at efterhånden som pigerne blev ældre, ville det være dejligt med flere muligheder. Både for dem og for os,« siger hun. Så kørte familien rundt i hele Trekantområdet og kiggede. De var i Kolding og i Vejle, og de endte i Fredericia.

Det, de faldt for, var størrelsen og nærheden på én gang. »Fredericia er en stor by, men samtidig er man tæt på det hele. Vi har fundet et hus, hvorfra vi kan gå ind til byen. Vi har vandet, skoven og alle de grønne områder tæt på, og så er der voldanlægget og Trelde Næs, når vi har lyst til at komme ud i naturen,« siger Tine Klingsten Nielsen, der stadig cykler på arbejde, når hun er på apoteket i Fredericia, og som undervejs har opdaget, at byen rummer mere, end den selv gør opmærksom på. Gothersgade er blevet til en spisegade med restauranter, der er sket meget omkring Ryes Plads, byen har et musicalteater, hvor teaterforeningen også sætter almindeligt teater op, og så er der Malstrøm, som hun kalder lidt overset. Hertil kommer de kreative lommer, den kreative skole, som en af døtrene gik på, allerede mens familien boede i Middelfart, og alle de steder, hvor der spilles livemusik. »Fredericia har så mange skjulte skatte, der bare venter på at blive opdaget og foldet ud. Byen har et kæmpe potentiale,« siger hun.

Hun er samtidig den sidste til at tale Middelfart ned, for hun har stadig en disk på den anden side af broen og et medlemskab af vinterbadeklubben ved havbadet, som hun også er sponsor for. Forskellen, som hun ser den, handler om størrelse og om, hvor man er i livet. »Bymidten i Middelfart er mere kompakt, og vandet ligger lige der. Det betyder selvfølgelig noget. Men Fredericias centrum er ved at blive foldet ud, og Fredericia har flere butikker, fordi byen er større. Jeg synes ikke, den ene by er bedre end den anden. De kan noget forskelligt og passer måske også til forskellige tidspunkter i livet,« siger hun. Nu er hun medlem af vinterbadeklubberne begge steder, og i hverdagen er det den i Fredericia, der ligger på vejen.

For døtrene har tidspunktet i livet vist sig at passe. Den ældste er begyndt på gymnasiet og fik ifølge sin mor veninder fra første dag, og studiestarten med festerne i Eksercerhuset har været noget særligt. Den yngste er kommet på en privatskole, som familien havde set på længe, og som passer til hende. »Det er faktisk mest os forældre, der lige skal øve os,« siger Tine Klingsten Nielsen om flytningen, og øvelsen går fremad. Naboerne blev ved med at invitere, og familien har kastet sig over golfen, som hun indrømmer, at de endnu ikke er i mål med. »Vi har virkelig følt os taget godt imod, inviteret indenfor og inkluderet i fællesskabet. Selvfølgelig fylder fodbolden meget i Fredericia, men hvis man ikke er til det, er der heldigvis masser af andre muligheder,« siger hun.

Det, hun nyder mest, er dog noget, hun ikke havde regnet med at finde i en større by. Roen. Familien gik fra et hus i tre plan til et i ét, og det kvarter, de valgte, ligger inde i byen uden at lyde som byen. »Der er en helt særlig ro, hvor vi har valgt at bo, og den nyder vi hver eneste dag. Det lyder måske mærkeligt, når vi nu bor inde i byen, men vi mærker faktisk ikke ret meget til bystøjen. Samtidig føler vi stadig, at vi er en del af byen,« siger hun. Hun var nede ved Fredericia samme morgen for at tage et billede af det, og hun fremhæver de gratis busser som noget, hun er glad for, at byen holdt fast i. »Det er simpelthen genialt. Der er rigtig mange, der bruger busserne, og det er en god måde at få folk både ind til byen og rundt i den,« siger hun.

Og så er der historien, som hun mener, at Fredericia slet ikke har fået fortalt. Frederik III anlagde byen i 1600-tallet med planer om kanaler inspireret af Venedig, og det var økonomien, der satte en stopper for dem. »Mere end 400 år senere er Kanalbyen blevet til virkelighed. Det er jo en fantastisk historie, som næsten ingen fortæller,« siger Tine Klingsten Nielsen, der også peger på fundene ude ved Energinet som noget, der sætter byen på landkortet på en ny måde. Hun lægger ikke skjul på, at nogle af bygningerne i midtbyen ser trætte ud, men hun ved, at der er en strategi for at løfte dem, og hun er allerede begyndt at gå på opdagelse i de små lommer og de baggårde, som folk åbner op. »Fredericia skal finde sig selv og en ny måde at være by på. Jeg synes, der er en form for pionerånd her,« siger hun.

Spørgsmålet om, hvad hun ville sige til en familie, der overvejede at flytte til Fredericia, har hun på en måde allerede svaret på, for det var hendes egen familie, der sad med overvejelsen for et år siden. Svaret blev et hus, man kan gå fra og ind til byen, en skov og en strand inden for rækkevidde, to døtre, der faldt til, og en ro, der kom bag på hende. »Det er summen af mange ting, der har fået os til at træffe den beslutning. Og det føles rigtig godt,« siger hun. Og hvis nogen stadig er i tvivl, kan de begynde med at tælle fødselsdagsinvitationerne. Hendes familie var oppe på to, før de havde fået nøglen.