Efter offentliggørelsen af den seneste tilsynsrapport om bostedet Kobbelgården har Senior- og Socialudvalgsformand David Gulløv (S) kommenteret på de fund og konklusioner, der fremgår. Selvom rapporten peger på fortsatte udfordringer, ser han også klare tegn på forbedringer i forhold til tidligere vurderinger.

– Jeg har også læst den gamle rapport og sammenholdt den med den nye, og jeg må sige, at jeg faktisk er positiv. Det er selvfølgelig ikke en fejlfri situation, og jeg er godt klar over, at der stadig er arbejde, der skal gøres. Men når jeg ser på udviklingen, kan jeg se, at vi har taget nogle gode skridt. Den plan, som blev lagt tidligere, har vist sig at være rigtig, og vi bevæger os i den rigtige retning, siger David Gulløv.

En proces, der kræver tid

Gulløv understreger, at de store forandringer, der er sat i gang på Kobbelgården, ikke kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Han påpeger, at der fortsat er udfordringer, men også at der er tegn på, at beboere og pårørende oplever positive forandringer.

– Når man tager store forandringsbeslutninger, som vi har gjort, så tager det tid. Jeg havde heller ikke en forventning om, at alt ville være løst på én gang. Der står stadig nogle slemme ting i rapporten, og vi er stadig midt i processen. Men jeg bliver positiv, når jeg læser, at beboerne trives bedre, og at de pårørende også mærker en positiv forskel, forklarer han.

Fokus på fysiske rammer og medarbejderudvikling

Rapporten fremhæver fortsatte mangler i de fysiske rammer, hvilket er et område, der ifølge Gulløv får opmærksomhed i arbejdet fremadrettet.

– Der er stadig nogle mangler i de fysiske rammer, som vi skal være opmærksomme på, og det arbejder vi på i 17.4-udvalget. Det er en vigtig del af processen. Samtidig er der fokus på medarbejderne, som kommer afsted på kompetencegivende kurser og udvikler sig. Vi har en ny ledelse, som tager sig rigtig godt af den del, siger han.

Gulløv ser de første skridt som begyndelsen på en proces, der vil tage tid, men han er optimistisk omkring den retning, arbejdet har taget.

– Vi er begyndt at tage de første skridt, og jeg er fortrøstningsfuld. Men med hensyn til det skærpede tilsyn, der står til at skulle udløbe den 6. februar, tror jeg ikke, at det bliver ophævet. Det må vi se. Vi har en handleplan, som vi arbejder videre med, og når vi når til den 7. februar, tager vi tingene derfra. Mit udgangspunkt er at fortsætte arbejdet og sikre, at vi ser resultater.

En fortrøstningsfuld fremtid

Afslutningsvis pointerer David Gulløv, at han ser klare tegn på fremgang, og han afviser, at der er behov for at starte forfra. Han ønsker i stedet at bygge videre på de nuværende forbedringer.

– Når jeg læser de to tilsynsrapporter, kan jeg se forandring, og det gør mig fortrøstningsfuld. Jeg ville blive meget overrasket, hvis man gik ind og sagde, at vi skal starte forfra. Nej, vi arbejder videre, fortsætter den gode stil og holder fokus på at nå vores mål. Det skal ske hurtigt, men også ordentligt, og vi skal sikre, at både medarbejdere og brugere er med hele vejen, afslutter han.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer