Annonce

VEJRET. Selvom DMI har varslet voldsomt og farligt vejr, har de regnskyl, der siden mandag aften har ramt store dele af landet, endnu ikke ført til mange forsikringsskader – i hvert fald ikke hos GF Forsikring.

Forsikringsselskabet oplyser tirsdag formiddag, at de indtil videre kun har modtaget en lille håndfuld anmeldelser fra kunderne.

»Her til formiddag kan vi konstatere, at der kun har været en lille håndfuld skadeanmeldelser efter regnmængderne. Men vi er opmærksomme på, at situationen kan udvikle sig hen over det kommende døgn, så vi har fuld fokus på at være der for medlemmerne med hjælp og gode råd,« siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring, der forsikrer over 380.000 danskere.

Danskerne er ifølge direktøren efterhånden blevet gode til at tage deres forholdsregler mod vandmasserne. Derfor mener han, at de mange varsler og de gode råd, som løbende er blevet formidlet af medierne, har haft en positiv effekt.

»Man kan sige, at vi er blevet ‘vant til vandet’, forstået på den måde, at folk generelt er gode til at følge de gode forebyggelsesråd, som også medierne har været gode til at formidle til boligejerne,« siger Martin Rundager.

Men selvom boligejerne har taget regnvarslet alvorligt, kan situationen stadig ændre sig drastisk. Derfor opfordrer forsikringsselskabet bilisterne til at være ekstra opmærksomme, da det kraftige regnvejr kan føre til farlige situationer på vejene – især i forbindelse med akvaplaning.

Annonce

»I denne ferietid er der mange, som kører i områder, hvor de ikke kender vanddybden og vejenes beskaffenhed. Her er det gode råd, at man aldrig bør køre ud i vand, hvor man ikke kender dybden – og så skal man selvfølgelig huske at lette trykket på speederen,« siger Martin Rundager.

GF Forsikring henviser samtidig til Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside, hvor bilisterne kan finde flere råd til sikker kørsel i regnvejr.

Annonce