Der er for alvor gang i dansen om guldkalven i Fredericias politik. Efter det nye røde valgforbund mellem SF, Enhedslisten, Radikale og Grøn Kultur står Socialdemokratiet alene – og mange morer sig kosteligt over det. Men måske griner de for tidligt. For i virkeligheden kan Socialdemokratiets isolation vise sig at være den mest lukrative position af dem alle.
Andre partier binder sig til hinanden i faste valgforbund, Socialdemokratiet står som fri aktør – klar til at handle til begge sider. De kan sælge deres støtte til højeste politiske pris, og dermed få større reel indflydelse, end borgmesterkæden i sig selv ville give. Det er det nye spil i Fredericia: politik som handelsvare, hvor mandater bliver byttepenge, og principper ofte bliver justeret efter udbud og efterspørgsel.
Vælgerne risikerer, at de ikke får det, de stemte på. For når magtens møntfod bliver mandater og udvalgsposter, forsvinder de klare skillelinjer. Man kan kalde det politisk pragmatisme – eller man kan kalde det udsalg. Spørgsmålet er blot: Hvem ender med at holde brandudsalg, hvem må dreje nøglen om – og hvem kan stadig sælge varen til fuld pris?
Selv siger jeg det lige ud: Jeg er ikke til salg for ussel mammon. Men politik handler også om at få mest muligt af sin politik igennem – uden at miste sjælen undervejs. Det gælder for os alle – både Socialdemokratiet, de borgerlige, de rød-grønne og vi der er rigtig liberale.
Efter kommunalvalget i 2025 bliver Fredericia ét stort forhandlingsrum. Ingen får total magt, og blokkene vil få svært ved at samarbejde på tværs. Der er for mange alfahanner i omløb og for mange partier, der vil være kongemagere. Det bliver et politisk puslespil, hvor enhver brik skal vejes, vendes og vurderes – og hvor selv de små kan gøre en forskel.
Så ja, mange griner af, at Socialdemokratiet står alene. Men i det spil, der venter, kan det vise sig, at den, der står alene, står stærkest. For A kan handle frit, mens de andre allerede har skrevet under på rabataftaler.
Jeg danser ikke om guldkalven. Jeg vil hellere stå udenfor forhandlingslokalet med æren i behold, end at sælge mig selv for billigt. Men jeg Poul Rand går gerne ind – når der er tale om at handle på frihedens, fornuftens og Fredericias vegne. Den der ler sidst ler bedst.
