RUGBY: I weekenden den 5.-6. april dannede Erritsø GIF ramme om en vellykket træningssamling for Danmarks U18-herrelandshold i rugby. Samlingen var et vigtigt led i forberedelserne frem mod det kommende opgør mod Malmö U18, som spilles på Erritsø Rugbystadion påskelørdag den 19. april. Malmö U18 er samme modstander, som sidste år den 4. oktober 2024 besejrede Danmarks U18 på netop denne bane. Nu er der mulighed for revanche.
I alt 40 unge spillere fra rugbyklubber i hele landet deltog i træningssamlingen. Over to dage gennemførte spillerne et tæt program med fokus på taktiske spilsekvenser, fysisk træning og holdsammensætning. Lørdagen blev afsluttet med en 60 minutters træningskamp, hvor spillerne fra klubber øst for Storebælt mødte spillerne fra vest. Et tæt opgør sluttede med en sejr på 24-17 til østholdet.
Trænerstaben udtrykte stor tilfredshed med spillernes engagement og udvikling, og der blev arbejdet målrettet med at finpudse holdets struktur og samspil.
»Vi ser en trup med stærk vilje og stigende kvalitet. Spillerne har virkelig taget ejerskab over både træningen og hinanden. Der er en sund konkurrence, men også en stor respekt i truppen,« udtaler lokale Morten ’Conny’ Jørgensen, der udgør den ene halvdel af trænerduoen for U18-landsholdet.
Den endelige trup på 23-24 spillere udtages i løbet af de kommende dage.
Træningssamlingen er en del af optakten til en spændende rugbydag på Erritsø Rugbystadion den 19. april, hvor U18-herrerne åbner ballet mod Malmö U18 i en venskabskamp. Denne kamp fungerer som opvarmning til den officielle herrelandskamp mellem Danmark og Letland senere på dagen.
»Det er en fantastisk mulighed for vores unge spillere at få international erfaring foran et entusiastisk hjemmepublikum. Vi håber at finde op til en håndfuld af Erritsø GIF’s talentfulde U18-spillere i Danmarks trup. De glæder sig til at vise det, som de sammen med trænerstaben har arbejdet på,« siger Allan Pertti Frandsen, formand i Erritsø GIF Rugby.
Rugby Europe, Rugby Danmark og Erritsø GIF ser frem til en festdag for dansk rugby påskelørdag, hvor både fremtidens talenter og etablerede landsholdsstjerner er i aktion på samme scene. Der er fri entré lørdag den 19. april, hvor fanzonen åbner kl. 11.