Annonce

DAGBOG. Dagens tur var kortere, men markant varmere. Hele seks timer i bagende sol tog det rytterne at cykle de 143 kilometer fra Dinant i Belgien til Laon i Frankrig. Begejstringen over at have krydset grænsen og være nået hele vejen til Frankrig var tydelig hos alle på holdet.

»Husk at drikke«, »skål« og lignende opmuntrende bemærkninger lød konstant fra den ene ende af gruppen til den anden og tilbage igen. Når temperaturen passerer de 30 grader, bliver det ekstra vigtigt at holde øje med både sit eget og sine holdkammeraters væskeindtag. Drikkedunkene blev nøje overvåget – har makkeren mon husket at drikke nok?

Stemningen var høj, og alle kom godt frem til dagens mål, hvor tankerne begyndte at rette sig mod Paris, og Eiffeltårnet næsten kunne skimtes ude i horisonten.

På holdet findes der også altid nogle, som inspirerer lidt ekstra – én af dem er Søren, der med blot ét ben har gennemført hele turen, inklusive den stejle Mur de Huy med passager på op til 26%. Søren fik som barn amputeret sit ben på grund af cancer, men det har ikke forhindret ham i at følge træningen og cykle hele vejen mod Paris for at samle penge ind til kritisk syge børn. Søren er en sand inspiration for hele holdet.

Nu glæder rytterne sig til endnu en meget varm dag, hvor der blot skal cykles cirka 109 kilometer. Inden da står den dog på cykelvask, hygge omkring bagsmækken, et tiltrængt bad og fælles aftensmad.

Annonce