Annonce

DAGBOG. På dag 5 var vejret endelig med rytterne – skøn sol og varme prægede dagen, som bød på den første “korte” etape på 143 kilometer til Dinant i Belgien. Men inden Team Rynkeby Trekanten kunne indlogere sig på hotellet, ventede to legendariske højdepunkter på dagens rute.

Kort efter afgangen fra Genk blev holdet mødt af en helt særlig oplevelse, hvor cykelstien bogstaveligt talt gik “gennem søen”. Det er en oplevelse, som næsten samtlige af de 26 Team Rynkeby-hold år efter år ser frem til – og denne spektakulære belgiske opfindelse gav anledning til mange gode billeder og store smil hos rytterne.

Næste stop var Liege, hvor en af cykelsportens mest berømte og berygtede stigninger ventede: Mur de Huy. Kort, men ekstremt stejl, strækker stigningen sig over 1200 meter med passager på op til 26%. Mange ryttere kæmpede sig op uden pause, nogle måtte gøre stop undervejs, og enkelte blev tvunget til at gå dele af den krævende bakke. På toppen ventede en festlig stemning, hvor rytterne kunne udveksle oplevelser med andre Team Rynkeby-hold fra blandt andet Finland, Odense og Ringe.

Det gode vejr betød, at regnjakker, vindveste og ekstra ærmer endelig kunne pakkes væk. I stedet blev der brugt rigelige mængder solcreme, selvom flere ryttere endte med tydelige tanlines på arme og ben – og nogle lidt røde næser. Dagen sluttede hyggeligt af på hotellets terrasse, hvor aftensmaden blev nydt under solnedgangen, mens snakken rundt om bordet understregede endnu engang, at Team Rynkeby er meget mere end blot et cykelhold.

Annonce