Det første man bemærker er stilheden. Ikke den tavshed, der opstår af mangel på lyd, men den der ligger som en hud over ting, der bærer en anden tids temperatur. Sådan er det ofte med Ole Videbæks værker. Skikkelser af ler, der ikke forsøger at være perfekte mennesker, men som i stedet insisterer på det halvt færdige, det ru, det sårbare. Som om de endnu ikke har besluttet sig for, om de vil træde frem i lys eller blive stående i skygge.

CLAY Keramikmuseum har åbnet udstillingen »Ler til sidst«. Det er det netop denne tvetydighed, publikum inviteres helt tæt på: menneskets væsen hæftet på et materiale, der i sig selv rummer både jordens tyngde og dødens opløsning.
Videbæk arbejder hurtigt, næsten som om han forsøger at fange kroppen, før den forsvinder. Skulpturerne står med mærkerne fra hans hænder synlige, som små ar i overfladen. De er »til tider ru og ufuldkomne, men altid båret af en stille intensitet«, som udstillingen beskriver det. Og det passer. Det er netop i den skrøbelighed, man mærker hans blik for forgængeligheden som et vilkår, ikke en tragedie.

Arkitekten, der fandt hjem i leret
Videbæk er uddannet arkitekt, og hans værker afslører det med det samme. Her er en naturlig fornemmelse for rum, for tyngde, for noget monumentalt, som aldrig bliver tungt. Hans skulpturer balancerer mellem det kropslige og det arkitektoniske – mellem noget urgammelt og noget nutidigt.
Inspirationen kommer fra oldtidens Egypten, bronzealderen, og det vestjyske landskab, hvor han bor og arbejder. Det er landskaber, der i årtusinder har båret spor af menneskekroppe, som for længst er blevet til støv. Hans værker taler ind i den samme tidsløshed: hvor liv og død og ler er forbundet i en cirkel, der ikke kan brydes.

Udstillingen rummer også en reol fyldt med hans skitsearbejder – genskabt, som den står i hans atelier i Ribe. Det er som at træde ind i kunstnerens eget værksted, hvor leret ligger i bunker som hukommelse, og hvor figurerne står og kigger efter én, som om de spørger, om man har tid til at lytte.
I oktober 2025 blev Videbæks bronzerelief til Den Sønderjyske Kirkegård i Braine indviet. Et minde over de dansksindede sønderjyder, der faldt som tyske soldater i Første Verdenskrig. Relieffet glider ind i hans øvrige praksis uden at miste sin egen vægt: en forening af historie og nærvær, som om fortiden kun er et tyndt lag støv over nutiden.
Det er et værk, der ikke forsøger at råbe, men som insisterer på at være til stede. Og måske er det netop den måde, hans skulpturer arbejder på: De skubber ikke publikum væk. De beder én om at stoppe op. At trække vejret.
»Før ler vidste af, at det var ler…«
Til udstillingen har Ole Videbæk skrevet en poetisk tekst, hvor han formulerer det sådan her:
»Før ler vidste af, at det var ler, lå det fast i klippens krop.«
Sætningen bliver som en nøgle til hele udstillingen. Den beskriver hans kunstneriske metode: dialogen med naturens materialer, med lagene af tid, med det, vi bliver formet af uden at kunne se det.

I »Ler til sidst« bliver denne dialog synlig. Ikke kun i skulpturerne og reliefferne, men i den måde materialet står i rummet på. Ler, der en dag måske smuldrer. Former, der kunne være skabt i går eller for tusind år siden.
Der ligger en ydmyghed i hans værker – og samtidig en rolig styrke. En fornemmelse af, at selv om alt forgår, så kan noget alligevel fastholdes i et øjebliks tid.
Når man forlader udstillingen, hænger tanken ved som et ekko: At vi alle, før vi vidste det, kom af det samme stof. Og at vi alle vender tilbage til det.
Udstillingen kan opleves fra 22. november 2025 til 3. maj 2026.














