Når kommunalvalget finder sted den 18. november 2025, står Claes Roald Andersen på stemmesedlen for Enhedslisten i Fredericia. For den 60-årige Andersen handler kandidaturet ikke om store armbevægelser – men om at få kommunen til at fungere i øjenhøjde med borgerne.
»Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at Enhedslisten får endnu en plads i byrådet. Det var ganske få stemmer, der manglede ved sidste valg,« siger Claes Andersen.
Han beskriver sig selv som »meget gående – eller cyklende«, en lokal iagttager af byens liv og hverdag. Og det er netop den nære erfaring, han vil bruge som politiker.
En by for alle – også dem, der ikke kan gå så hurtigt
En af Andersens mærkesager handler om tilgængelighed i byen. Han har selv oplevet, hvor besværligt det kan være for borgere med nedsat mobilitet at færdes trygt.
»Der er rigtig mange, som ikke aner, hvor meget fortovene i byen bugter sig. Hvis man for eksempel tager rundkørslen ved Træls Plads, så hælder fortove og cykelstier ned mod vejbanen. Det gør det svært for folk i kørestol eller på handicapcykel at komme rundt,« siger han.
»Der skal være en større grad af tilgængelighed for folk, som har mobilitetshandicap.«
Frivillighed og lokal forankring
En anden hjertesag er det frivillige foreningsliv.
»Der er alt for mange politikere, som taler om, hvor meget civilsamfundet kan og skal – men de færreste er selv en del af det,« siger Andersen.
Han har siden 2017 siddet i bestyrelsen for Sind Fredericia og har oplevet, hvordan kommunale beslutninger ofte træffes hen over hovedet på de frivillige.
»Det er typisk, at man administrativt flytter rundt på folk og aktiviteter, uden at spørge dem, det handler om. Frivilligcenteret blev for eksempel rykket op i Sundhedshuset, fordi man havde tomme kvadratmeter – ikke fordi det var den bedste løsning.«
Bureaukrati kontra fællesskab
Claes Andersen mener, at mange gode initiativer i Fredericia drukner i papirarbejde og topstyring.
»Der er en konservatisme omkring flytninger og planer. Man tænker mere på, hvordan man får brugt lokaler, end på, hvordan man får bygget fællesskaber. Ting i den her kommune skal gro organisk – ikke komme ovenfra og ned,« siger han.
Han peger blandt andet på Turkasernen som et eksempel på, hvordan kulturprojekter kan miste kontakten til virkeligheden:
»Man fylder bare noget ind, fordi bygningen nu står klar. Men det handler jo om mennesker – ikke mursten.«
En lokal stemme med blik for virkeligheden
Selvom Andersen ofte taler skarpt, er hans mål ifølge ham selv enkelt: mere ordentlighed og mere redelighed i den lokale politik.
»Jeg vil gerne være med til at skabe en kommune, hvor man forstår forskellene og de mekanismer, der påvirker folk i hverdagen,« siger han.
»Jeg har et blik for, hvordan byen faktisk fungerer – på fortovshøjde.«
For Claes Roald Andersen er politikken altså ikke et karrierespring, men en forlængelse af det engagement, han allerede har i Fredericias liv.
»Byen skal være bedre til at tale sig selv op,« som han siger. »Men det kræver, at vi også lytter til dem, der bor i den.«
