For Christian Jørgensen blev det et særligt øjeblik, da han tirsdag den 18. november afgav sin stemme i Erritsø. For første gang i sin politiske karriere gjorde han det ikke på Venstre, men på Liberal Alliance – et skifte, han dog ikke selv oplever som et brud med egne værdier.

»Jeg føler jo ikke, at jeg har flyttet mig holdningsmæssigt. Jeg føler, at Venstre har flyttet sig holdningsmæssigt og har valgt at gå i takt tre skridt bag Mette Frederiksen,« siger han efter at have sat sit kryds.

En ny chance – på nye præmisser

Ved sidste kommunalvalg kom Christian Jørgensen akkurat ikke ind. Det var tæt – så tæt, at det stadig sidder i ham.

»Det var jo en skuffelse sidste gang. Jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde andet. Jeg manglede 10 personlige stemmer,« fortæller han.
»Jeg tror, det var 40 stemmer, der afgjorde, at Venstre fik et mandat mere. Det var det, man kalder en nailbiter.«

Alligevel forsøger han at holde begge ben på jorden i en valgkamp, hvor meningsmålingerne for første gang peger i hans retning.

»Hvis man vil være i politik, skal man også kunne tåle at tabe, og man skal ikke tage noget for givet. Jeg er glad for de målinger, jeg har set, men jeg tager ikke noget for givet, før alle har stemt, og vi ved, hvordan vi står.«

Lang vagt ved valgstedet

Jørgensen tilbringer hele dagen på valgstedet – ikke kun for at stemme, men som en del af arbejdet omkring valghandlingen.

»Jeg har valgt at tage en hel dags vagt. Vi starter kl. 8 og slutter kl. 20. Og så går jeg ind i Tøjhuset og følger resultaterne, efterhånden som de tjekker ind, sammen med gode politiske kolleger.«

Om det denne gang også ender med et sæde i byrådet, tør han endnu ikke spå om. Men håbet, energien og troen på Liberal Alliances gennembrud i Fredericia er tydelig.