POLITIK. Tallene er svære at komme udenom. På landsplan er andelen af borgere på offentlig forsørgelse faldet til 15,5 procent. I Fredericia ligger andelen fortsat på 22,8 procent, og er endda steget en anelse siden sidste måling. Det er en udvikling, der vækker bekymring hos byrådsmedlem Christian Jørgensen.
»Det er jo markant. Det er både ærgerligt og bekymrende, at vi ligger så meget over landets gennemsnit,« siger han. For Christian Jørgensen bliver kontrasten mellem Fredericia og resten af landet især tydelig, når man ser på bevægelsen i tallene over tid. »Vi ser en udvikling, hvor andelen i Fredericia stiger, ganske vist marginalt, samtidig med, at andelen på landsplan falder. Det sætter det hele i perspektiv.«
Samtidig understreger han, at tallene ikke kan stå alene. Før der drages politiske konklusioner, mener han, at det er nødvendigt at gå et spadestik dybere og se på, hvad der konkret ligger bag opgørelsen. I den sammenhæng peger han især på sammensætningen af ydelserne i Fredericia. Kommunen har både en relativt høj andel kontanthjælpsmodtagere og en arbejdsløshedsprocent, der ligger over landsgennemsnittet – noget, han finder problematisk i en kommune med et stærkt erhvervsliv og mange arbejdspladser. »Vi har for mange på kontanthjælp, og vi har også for mange arbejdsløse set i forhold til, hvor stærk en erhvervskommune vi er, og hvor mange arbejdspladser vi faktisk har.«
Fokus på det, der kan ændres
Netop fordi tallene viser en sammensætning, der adskiller sig fra landsgennemsnittet, er det ifølge Christian Jørgensen afgørende at skelne mellem de forhold, kommunen kan påvirke – og dem, den ikke kan. »Man kan arbejde på at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde, og man kan arbejde på at få dagpengemodtagere i arbejde. Det er dér, vi reelt kan gøre noget.« Han anerkender, at Fredericia – som mange andre kommuner – også påvirkes af sin befolkningssammensætning. Men det ændrer ikke ved, hvor det politiske fokus bør ligge. »Der hvor vi selvfølgelig skal have vores fokus, det er den sociale tunge ende. Vi har relativt for mange på kontanthjælp, og det er der, indsatsen skal ligge.«
Samtidig peger Christian Jørgensen på, at der allerede er sket forbedringer på enkelte områder. Især samarbejdet mellem Jobcentret og erhvervslivet fremhæver han som et sted, hvor udviklingen er gået i den rigtige retning. »Hvis vi spoler lidt tilbage, var Jobcenteret meget i fokus for nogle år siden. Der synes jeg faktisk, at Jobcentrets rating og tilbagemeldinger er blevet væsentligt bedre i de senere år, også fra virksomhederne.«
Men når han bliver spurgt, om det politiske fokus samlet set har været stort nok, er svaret ærligt. »Nej. Det er der noget, der tyder på, når tallene ser ud, som de gør.«
Han lægger samtidig vægt på, at der ikke findes hurtige løsninger på udfordringen. »Der er jo ikke nogen snuptagsløsninger på det her. Det er det lange, seje træk. Det handler både om at løfte de mennesker, der er i systemerne, så de kan blive selvforsørgende,« siger han og tilføjer: »Og samtidig om at tænke bosætning ind i billedet.«
Bosætning bliver dermed for Christian Jørgensen en del af det langsigtede arbejde med at ændre udviklingen. Ikke som et isoleret greb, men som et element, der skal tænkes sammen med beskæftigelsesindsatsen. Han peger på, at kommunens bosætningsstrategi også har betydning for, hvordan tallene udvikler sig over tid. »Vores bosætningsstrategi kunne måske i højere grad sigte mod at tiltrække bredere og yngre borgere,« siger han. Pointen er ifølge byrådsmedlemmet ikke, hvem der allerede bor i Fredericia, men hvordan kommunen over tid skaber rammerne for en mere balanceret befolkningssammensætning. »Hvis vi gerne vil løfte beskæftigelsen, så hænger det også sammen med, hvem der vælger at bosætte sig her, og hvilke muligheder de har for at blive en del af arbejdsmarkedet.«
Og netop her, mener han, bliver spørgsmålet om sammenligninger afgørende. For den måde Fredericia måler sig selv på, siger også noget om, hvilken kommune byen ønsker at være. At Fredericia i flere opgørelser placerer sig tættere på kommuner som Lolland og Langeland end på bykommuner som Odense og Aarhus, rammer ifølge Christian Jørgensen noget grundlæggende i byens selvforståelse. »Det har jeg da rigtig dårligt med. I mit billede er Fredericia en vækstby. Vi ligger godt, og vi har et stærkt erhvervsliv.« Derfor mener han også, at Fredericia bør måle sig mod kommuner, der ligner byen i både struktur og ambitioner. »Vi skal ikke ligge og måle os op mod Lolland og Langeland – med al respekt for dem. Vi skal måle os op mod Vejle, Kolding, Odense og Aarhus. Det er dér, Fredericia hører hjemme.«
Et realistisk mål – men et tydeligt ansvar
Når Christian Jørgensen ser nogle år frem, er han realistisk omkring, hvad der kan lade sig gøre. »Jeg tror, det er naivt at tro, at vi kommer helt ned på landsgennemsnittet. Det tror jeg simpelthen ikke med den befolkningssammensætning og den historie, vi har.« Det betyder dog ikke, at ambitionerne skal sænkes. Tværtimod mener han, at der er behov for klare og målbare pejlemærker. »Vi skal være tættere på landsgennemsnittet, end vi er i dag. Og det må også være et mål, at vi kommer under 20 procent.«
Han understreger samtidig, at udviklingen ikke kun er et spørgsmål om hensigtserklæringer, men om politisk ansvar, der kan gøres op. »Og så kan vi jo håbe, og det skal vi jo måle på, det nuværende byråd i min optik, om tallene ser bedre ud om fire år, end de gør i dag. Det skulle de gerne gøre.«
For Christian Jørgensen handler det i sidste ende ikke om bekvemme forklaringer, men om hvilken retning Fredericia vil tage. »Det skal simpelthen ikke være Fredericias DNA, at vi ligger i den nederste tredjedel. Det skylder vi både byen og borgerne at gøre bedre.«
