POLITIK. For Liberal Alliances spidskandidat i Fredericia, Christian Jørgensen, er der ingen tvivl. Distriktskolemodellen har været en fejl fra starten, og hvis han får indflydelse i det kommende byråd, vil han arbejde for en ændring.
»Nej, det gør det ikke. Og det har det aldrig gjort. Og det er en stor fejl, at man lavede den model og laver det brud i børnenes skolegang ved 7. klasse, når det hele strider i den. Så nej. Det er en fejl,« siger Christian Jørgensen.
Han peger på, at Liberal Alliance vil bringe en ny plan for folkeskolen på banen, hvis partiet kommer i byrådet. »Hvis vi kommer i byrådet, og vi får indflydelse, og det håber vi selvfølgelig på, så er noget af det, vi vil gå frem med, det er simpelthen, at vi skal have lavet en… For det første skal vi sammen med Danmarks Lærerforening og de øvrige interessenter i skoleverdenen, så skal vi have lavet en langsigtet plan for en positiv, progressiv udvikling af folkeskolen i Fredericia Kommune. Og der skal ikke være nogen hellige køer. Og den her distriktskoleopdeling, det skal i hvert fald ikke være en hellig ko. Det er ikke min kop te,« siger han.
Når han bliver spurgt, om han ser for sig, at man vender tilbage til den gamle struktur, hvor skolerne går fra 0. til 9. klasse, svarer han klart. »Ja, det tænker jeg. Og selvfølgelig er det igen, det er ikke noget, man bare lige knipser med fingrene og gør. Men det skal være et centralt element i en langsigtet plan for en positiv udvikling af folkeskolen,« siger han.
Han tilføjer, at det også vil være værd at se på, hvad skolerne hedder. »Og så måtte vi også gerne ændre skolenavnene tilbage til nogle sigende navne, som folk kan forstå og huske. Og ikke afdelingen, det er en afdeling, det er der så videre. Men det er en biting i den forbindelse. Det vigtigste er at få strukturen lavet om,« siger Christian Jørgensen.
I de kommende dage spørger AVISEN byens byrådspolitikere og spidskandidater om modellen for at gøre fredericianerne klogere på, hvad de mener; én for én.