POLITIK. Debatten om Socialdemokratiets synlige tilstedeværelse ved Stafet for Livet i Fredericia fortsætter. Hvor flere partier og deltagere har sat spørgsmålstegn ved, om partiets pavillon og plakater var passende i et velgørenhedsarrangement, forsvarer borgmester Christian Bro sin rolle og sit partis deltagelse.
»Ja, de har fyldt meget ved stafetten,« siger han uden tøven. »Vi var mig og Anette dernede, og så var der lidt andre deroppe. Altså vi havde et hold, så vi var der.«
Han står fuldt ud ved, at Socialdemokratiet havde en pavillon på pladsen, og at der blev delt ting ud.
»Det er det, et politisk parti gør. Det er at være til stede. Vi stod under en hvid pavillon, og herfra er min oplevelse, at vi blev taget utrolig godt imod. Folk var rigtig glade for, at vi var der, og det blev faktisk efterspurgt, at der ikke var andre partier.«
Spørgsmålet om hvorvidt kræftsagen og politik burde adskilles, afviser borgmesteren.
»Jeg synes da, at kræftsagen er meget politisk. Kræftsagen er en stor del af vores sundhedspolitik. Så hvis politiske partier ikke skulle markere sig på kræftsagen, så er det fjollet. Så skulle vi jo heller ikke kunne markere os på hjernesagen eller sukkersygesagen eller hvad som helst. Sundhedspolitik er meget politik. Det siger navneordet jo i sig selv. Det er politik.«
Flere kritikere har oplevet Socialdemokratiets pavillon som en valgbod. Til det svarer Bro, at han kun hørte kritik fra én enkelt stemme.
»De eneste knubbede ord, jeg hørte dernede, de kom fra Louis Lindholm. Alle andre, jeg snakkede med den dag var i supergodt humør og i øvrigt rigtig glade for, at vi var der.«
Han afviser også, at Socialdemokratiets tilstedeværelse skulle have overskygget arrangementets formål, også selvom de havde partier ikke var inviteret. »Altså, det er jo ikke et spørgsmål om at være inviteret, så deres kritik giver jeg ikke meget for. Det er et spørgsmål om melde sig til og møde op. Vi var dernede med et hold, præcis som de andre hold, der var der med boder og telte, hvor der blev delt forskellige ting ud.«
Bro beskriver, hvad partiet konkret havde med i pavillonen. »Vi er et politisk parti, så det vi deler ud er jo politik, men for en god ordens skyld, så var det vi delte mest ud af, slikpinde og kuglepenne. Vi stod faktisk ikke aktivt og delte foldere ud. De lå i en kasse på bordet, og hvis der var nogen, der ville have dem, så kunne de tage dem. Men det vi brugte kræfter på, det var slikpinde og kuglepenne,« siger han.
På spørgsmålet om, hvorfor plakaterne blev fjernet men pavillonen blev stående, svarer borgmesteren, at han ikke var klar over detaljerne. »Min plakat tog vi ned, da jeg gik. Jeg var der lørdag formiddag et par timer, og jeg var der igen søndag morgen fra halv otte og holdt afslutningstalen. Min opfattelse er, at jeg har deltaget i et Stafet for livet.«
Som borgmester føler han ikke, at han burde have handlet anderledes. »Efter min bedste overbevisning kan der ikke have været nogen tvivl om, at det var kræftsagen, det handlede om. Jeg holdt afslutningstalen, og det var jeg inviteret til. Budskabet var netop, at det her er en stafet for livet. Det er for dem, der kæmper, og for at fejre livet. Det er ikke en mindehøjtidelighed, men i stedet noget for dem, der kæmper og har kæmpet mod sygdommen. Jeg synes ikke, at vi skal fortabe os for meget i traurighed. Det kan virke som om, at nogen gerne vil have, at det er meget højtideligt, men jeg blev mødt af glade mennesker. Det jeg bemærkede, var faktisk folk, der var glade for, at vi var der, fordi det gav noget liv på pladsen.«
Han håber tværtimod, at flere partier næste år vil deltage. »Jeg synes, det var en supergod stafet for livet. Jeg vil egentlig håbe, at der er flere politiske partier, der deltager næste år. Jo flere, jo bedre. Fordi det er jo lidt det, stafetten går ud på. Jeg har jo selvfølgelig også tænkt mig, at man kan stille et hold,« slutter Christian Bro.
Læs også