Natten til mandag blev en mand udsat for et røverilignende forhold på Fredericia Banegård. Episoden fandt sted klokken 00.28, hvor en 38-årig mand, der ventede på et tog, blev vækket på en bænk, da en gerningsmand var i færd med at tage hans telefon fra lommen.

Den forurettede, som ikke er fra lokalområdet, blev chokeret over situationen og konfronterede gerningsmanden verbalt, ved at spørge, hvad han lavede. Ifølge politiet udviklede episoden sig, da gerningsmanden kom med verbale trusler om at ville “smadre” den forurettede, hvilket fik ham til at trække sig tilbage.

– I den her ordveksling kommer gerningsmanden med nogle trusler om, at han vil “smadre” forurettede. Det fik forurettede til at trække sig tilbage, fortæller vagtchef Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Gerningsmanden flygtede derefter fra stedet sammen med en anden person, som passivt havde overværet episoden.

Flygtede på elløbehjul

De to gerningsmænd forlod området på elløbehjul via Chr. Winthers Vej. Politiet oplyser, at gerningsmændene stjal en pung med betalingskort, kontanter på 1.700 kroner og et sygesikringsbevis.

Den primære gerningsmand beskrives som en mand af østeuropæisk udseende, 20-25 år, spinkel af bygning og 180-185 cm høj. Han har sort, mellemlangt og krøllet hår samt skægstubbe. På gerningstidspunktet var han iført en sort hue og mørkt tøj. Den anden person beskrives som østeuropæisk af udseende, iklædt mørkt tøj og kørende på elløbehjul.

Fra lommetyveri til røverilignende forhold

Politiet forklarer, at hændelsen startede som et lommetyveri, men at de verbale trusler kvalificerer episoden som et røverilignende forhold. Vagtchef Emil Jensen uddyber:

– Hvis han ikke var vågnet, havde det været et lommetyveri. Men de trusler, der er fremsat i forbindelse med flugten, gør, at det falder ind under røveriparagraffen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her