POLITIK. Enhedslisten i Fredericia er en del af det nye valgforbund sammen med SF, Radikale Venstre og Grøn Kultur – men ikke med Socialdemokratiet. Ifølge spidskandidat Cecilie Roed Schultz er det helt naturligt, at Enhedslisten står uden for et samarbejde med Socialdemokratiet.

»Vi indgår ikke i valgforbund med Socialdemokratiet. Det gjorde vi heller ikke sidst. Så nu er det jo SF og Radikale Venstre, der har startet med at gå sammen og udvide deres valgforbund, så de kan nok bedst svare på, hvorfor de ikke har inviteret Socialdemokratiet med fra starten. Men jeg tror ikke, vi havde været interesserede i at være en del af det, hvis Socialdemokratiet havde været med,« siger hun.

Hun understreger, at Enhedslisten tidligere har haft valgforbund uden Socialdemokratiet, og at det derfor ikke er nogen ny situation.

»Det var vi heller ikke i valgforbund med sidst. Der var vi sammen med SF og Alternativet. Det er helt naturligt ikke at være med dem,« siger hun.

Lang tradition for samarbejde med SF

Ifølge Cecilie Roed Schultz har Enhedslisten og SF en lang tradition for at gå sammen, mens andre partier har skiftet.
»Vi har altid været i valgforbund med SF. Lige så længe tilbage. Og så har det jo været lidt forskellige konstellationer ud over det. For eksempel ved sidste valg var Alternativet med. Der har også været, hvor Radikale Venstre har været med. Så det har svinget lidt, hvem der ellers har været med i valgforbundet. Men det har altid været Enhedslisten og SF, der har været sammen de sidste mange, mange gange. Så det er det mest naturlige for Enhedslisten, tror jeg.«

Afstand til Socialdemokratiet

Cecilie Roed Schultz peger på, at Enhedslisten og Socialdemokratiet står et stykke fra hinanden politisk.

»Jeg tror bare, at vi synes, at Socialdemokratiet værdimæssigt – både på landsplan og lokalt – ligger et ret godt stykke fra os. Så det er ikke der, vi har allermest lyst til at aflevere stemmer,« siger hun.

Et valgforbund med ligesindede

Enhedslisten blev først en del af valgforbundet senere i processen, men ifølge spidskandidaten var det afgørende, at partierne havde et fælles udgangspunkt.

»Som sagt, så er vi jo først kommet med i valgforbundet nu her. Og det har kun været interessant for os at forsøge at komme med i det her valgforbund, fordi det var partier, vi kunne se os selv i øjnene og vores vælgere i øjnene på. Så det har slet ikke lige været på tale at lave noget andet,« siger Cecilie Roed Schultz.

Læs også