Enhedslistens Cecilie Roed Schultz står med et af valgets mest markante aftryk, efter hun sammen med sit parti er gået med i både forlig og konstituering oven på kommunalvalget den 18. december. Og hun lægger ikke skjul på, at aftalen er usædvanlig – både for hende personligt og for kommunen.
»Jeg har fået lov at skræddersy et udvalg, kan man sige. Med nogle områder, som betyder rigtig meget for mig,« siger hun og peger især på familieområdet, der efter hendes ønske flyttes væk fra børne-, skole- og uddannelsesudvalget.
Ifølge Schultz er det et greb, der skal sikre mere helhedstænkning på tværs af alder, lovgivning og indsatser. Hun hæfter sig også ved, at kommunen nu får et udvalg, hvor ordet ligestilling indgår i selve navnet – noget hun aldrig har set før.
Et paradigmeskifte
Flere kalder aftalen »et paradigmeskifte«, og det nikker Cecilie Roed Schultz genkendende til.
»Vi skal tilbage og have noget tryghed og stabilitet i kommunen. Det er for medarbejderne, men det er så sandeligt også for borgerne. Vi skal have fokus på retssikkerhed og dialog. Et paradigmeskifte er nok et meget godt ord, ja.«
Hun lægger ikke skjul på, at valgkampen har været hård. Enhedslisten er et lille parti, og arbejdet har været intenst. Alligevel endte valgaftenen med et stærkt resultat – og en personlig reaktion, hun ikke selv havde forventet.
Tårer på valgaftenen
»Jeg tror… det var måske første gang, jeg kunne mærke et eller andet i lang tid,« siger hun om øjeblikket, hvor hun hørte sit personlige stemmetal og måtte tørre tårer væk.
Forhandlingerne havde fyldt alt, og hun erkender, at hun næsten havde glemt at tænke på sin egen valgopbakning. Samtidig udspillede der sig dramatik lige inden resultatfremlæggelsen, da tre socialdemokrater måtte ud i en lodtrækning.
»Det var først, da det var slut, at jeg kom til at tænke på: Gud, ja, kan vide, hvad jeg egentlig har fået… Jeg var meget overvældet. Det er jo så tydeligt en tillidserklæring, og det rører mig rigtig meget.«
Indflydelse – og en pris
At Enhedslisten peger på en blå borgmester, er ikke gratis, understreger hun. Men prisen er blevet matchet af reel politisk indflydelse.
»Vi er blevet imødekommet på 24 af de 25 punkter, vi havde skrevet på forhånd, vi ville forhandle ud fra. Vi er repræsenteret i alle udvalg nu – det har været en stor drøm for mig,« siger hun.
Selv går hun fra fem udvalg til tre, mens partifællen dækker de resterende fire. For første gang dækker Enhedslisten samtlige stående udvalg.
Samarbejdet med SF
Schultz’ tætte parløb med Malene Søgaard-Andersen fra SF har gennem valgkampen skabt en stærk grøn-rød akse, og den går nu ind i konstitueringsforhandlingerne som en samlet front med fire mandater bag sig.
»Det har helt sikkert haft betydning i forhandlingerne. Men det hele har været i rigtig god orden og med en ordentlig tone. Vi blev meget hurtigt imødekommet på de krav og ønsker, vi havde,« siger hun.
For Cecilie Roed Schultz står konklusionen klar: Enhedslisten har fået markant indflydelse – og hun selv har fået et politisk udgangspunkt stærkere end nogensinde.
»Du kan tro, vi kan se os i det,« siger hun. »Det her bliver godt.«













