BUSINESS. Den 1. april åbner CBRE sin nye afdeling på Brovadvej i Fredericia, og virksomheden runder dermed 20 afdelinger på landsplan. Etableringen af afdelingen i Fredericia er et vigtigt skridt i CBRE’s ambitiøse vækststrategi, der blandt andet fokuserer på at styrke tilstedeværelsen i Trekantområdet, hvor efterspørgslen fra lokale industrivirksomheder er stigende.
Afdelingen skal bidrage til, at den landsdækkende servicepartner kommer tættere på industrivirksomhederne i området og deres daglige behov. Virksomheden har allerede ansat en afdelingsleder og flere serviceteknikere, mens der aktuelt er opslået yderligere stillinger.
»Vi har allerede kunder i Trekantområdet, men med en lokal afdeling får vi mulighed for at styrke vores position yderligere og levere en endnu mere målrettet service. Det gælder især industrivirksomhederne, som oplever stor vækst netop her. Åbningen i Fredericia er derfor et naturligt næste skridt i vores strategi om at være tæt på vores kunders hverdag og behov,« siger Stig Wermuth, direktør for CBRE Teknisk Servicepartner.

Til at stå i spidsen for den nye afdeling har CBRE udpeget Kent Kirkegaard, der har været ansat i virksomheden siden 2021. Kent Kirkegaard har som serviceleder opbygget solid erfaring med industrikunder, primært gennem arbejdet i Odense-afdelingen samt satellitafdelingerne på Lindø og i Middelfart. Han får nu ansvaret for at opbygge afdelingen i Fredericia, hvor fokus primært vil være på kompetencer inden for el-service, mekaniske løsninger, lovpligtige eftersyn og el-infrastruktur.
»Med den nye afdeling i Fredericia styrker vi vores lokale tilstedeværelse, samtidig med at vi kan trække på specialiserede kompetencer fra vores større afdelinger i Kolding og Odense. På den måde kan vi tilbyde en fleksibel og skalerbar service, der matcher kundernes behov,« siger Kent Kirkegaard, som tilføjer:
»Vi ser også et betydeligt potentiale inden for infrastrukturområdet i Fredericia og omegn. Her kan vi blandt andet tilbyde løsninger som ladestandere samt løsninger inden for mellem- og højspændingsnettet. Derudover tilbyder vi naturligvis hele CBRE’s brede palette af kompetencer inden for blandt andet facility management, således at vi kan dække kundernes samlede behov.«

CBRE forventer, at Fredericia-afdelingen gradvist vil vokse i antal medarbejdere. Flere af virksomhedens eksisterende ansatte har allerede en tilknytning til lokalområdet, og rekrutteringen af nye medarbejdere er i fuld gang.