Byrådet bakker op om Superliga-eventyr

0

POLITIK. Der var begejstring og brede smil i Fredericia Byrådssal mandag aften, hvor FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen var det helt store tema. Efter 24 år i 1. division sikrede FC Fredericia sig oprykning, og hele byrådet står klar til at bakke op om klubbens fremtidige eventyr.

Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget, indledte med en hyldest til byens samlede indsats:

»Det her er en ufatteligt glædelig nyhed for Fredericia Kommune. Det har været en intens periode med stort tidspres, men vi er lykkedes, fordi klubben, erhvervslivet og byrådet har stået sammen. Når Fredericia virkelig lykkes, er det netop, når vi gør tingene sammen. Det her er historisk,« lød det fra Peter Tind.

Han understregede samtidig betydningen af de kommende lokalopgør mod Vejle i Superligaen:

»Vi glæder os til fantastiske lokalopgør. Fredericia er i Superligaen – det er svært at få armene ned,« sagde han.

Bosætning og turisme får et boost

Susanne Eilersen (O), formand for Bosætning- og Turismeudvalget, pegede på de store økonomiske muligheder, som følger med oprykningen:

»Superligaen er en fantastisk mulighed for at løfte Fredericias image. Hvis vi arbejder strategisk og klogt, kan kommunen få et tocifret millionbeløb tilbage i form af bespisning, overnatning, shopping og turisme. Vi er allerede i fuld gang med at lave konkrete planer for, hvordan vi udnytter det potentiale,« sagde Susanne Eilersen.

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz betonede, at det har været en lang og svær økonomisk proces at finde midlerne til stadioninvesteringen, men roste samtidig samarbejdet:

»Vi var bekymrede for, hvordan vi skulle finde pengene, uden at det gik ud over andre vigtige områder. Men erhvervslivet trådte til med en stærk indsats, og derfor kan vi i dag præsentere en løsning, vi godt kan være stolte af,« sagde hun.

Også kultur og socialt ansvar

SF’s Connie Eden var også positiv, selvom hun indrømmede, at fodbold ikke normalt er hendes største interesse:

»Vi glæder os virkelig meget over oprykningen, og vi anerkender den rolle, klubben får som forbillede for ungdommen. Men jeg vil samtidig opfordre FC Fredericia til også at invitere borgere fra eksempelvis plejehjem eller institutioner ud til kampene,« lød det fra Connie Eden.

Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste sammenlignede oprykningen med en vækstmotor:

»Vi stopper en krone i denne maskine, og vi får flere kroner tilbage. Oprykningen vil skabe kultur og økonomisk vækst. Det er noget, som alle i Fredericia bør være stolte af,« sagde Karsten Byrgesen.

Langsigtet strategi nødvendig

Tommy Rachlitz Nielsen (C) bakkede også op, men efterlyste en bedre langsigtet strategi:

»Det har været en presset proces, og vi burde have været bedre forberedt. Vi ved allerede nu, at der kommer nye krav til stadion i 2029 om overdækning. Lad os begynde forberedelserne nu, så vi står klar næste gang,« understregede han.

En fælles succes

Socialdemokratiets David Gulløv fremhævede især erhvervslivets stærke støtte:

»FC Fredericia har arbejdet målrettet både sportsligt og organisatorisk. Det er fantastisk at se erhvervslivets opbakning – det viser, at vi i Fredericia står stærkest, når vi står sammen,« sagde han.

Danmarksdemokraternes Palle Dahl satte ord på den generelle overraskelse og glæde:

»Ingen af os så det her komme efter 24 år i 1. division, men nu står vi her, og det er et enormt boost for byen. Vi er utroligt stolte,« sagde Palle Dahl.

Borgmester Christian Bro (S) rundede debatten af med at mindes den lange rejse, FC Fredericia har været på:

»Fra stadionflytningen i 2006 til nu – det har været en fantastisk rejse med mange bump undervejs. Et hold i toppen af både håndbold og fodbold er noget, få danske byer kan bryste sig af. Det er historisk for Fredericia,« sagde han.

Dermed blev en historisk dag markeret med stærk opbakning og optimisme omkring Fredericias fremtid i Superligaen.