POLITIK. Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Borgernes Liste, Venstre, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne har indgået et budgetforlig for 2026. Parterne var inden dette årsbudgetforlig sidste år blevet enige om et to-årig forlig, men fredag eftermiddag præsenterede partierne den opdaterede aftale på Meldahls Rådhus, og budskabet fra forligsteksten var klart: Fredericia skal have et budget i balance, uden nye besparelser, men med markante investeringer i velfærd og udvikling.
Skriver partierne i deres forligstekst »Det er for første gang i mange år lykkedes at lave et budget i balance uden nye vedtagne besparelser overhovedet. Det er et budget vi som forligspartier er stolte af at kunne præsentere«.
Forligspartierne har lagt vægt på, at børn, ældre og det sociale område skal prioriteres højt. Samtidig skal der være plads til grøn omstilling og til fortsat udvikling af kommunen. »Vi prioriterer de borgernære områder – børn, ældre og socialområdet – og sikrer samtidig at der er plads til både grøn omstilling og en fortsat udvikling af kommunen« skriver partierne i forligsteksten.
Dermed tegner aftalen en linje frem mod kommunens Vision 2033, hvor Fredericia skal udvikle sig på en ansvarlig og bæredygtig måde.
Et af de største elementer i budgetforliget er en markant investering i folkeskolen. Der afsættes 1,5 millioner kroner i 2026 som en opstart, og derefter tilføres 11 millioner kroner årligt fra skoleåret 2026/2027. Pengene skal styrke både faglighed og trivsel for eleverne.
Konkret sænkes klasseloftet fra 28 til 24 elever fra 7. klasse og opefter. Det betyder, at udviklingen frem mod et loft på 24 elever i alle klasser fremskyndes. Derudover indføres tolærerordninger i dansk- og matematik i 9. klasse, så eleverne står stærkere til afgangsprøverne.
Forligspartierne lægger også vægt på at styrke de såkaldte mellemformer, hvor elever med forskellige behov kan få bedre støtte. Derudover skal overgange i børns skoleliv prioriteres, så både børn og forældre oplever sammenhæng fra skolestart til afgangseksamen.
Fønix-klasserne, hvor fire elever med særlige behov går i en klasse sammen med tolv andre, videreføres. Ordningen har været rost for at skabe inkluderende læringsmiljøer, og forliget afsætter midler til at opstarte en ny årgang.
Der tilføres desuden 26 millioner kroner ekstra til byggeriet af den nye skole i Kirstinebjergdistriktet. De ekstra midler skal dække øgede udgifter som følge af skærpede bæredygtighedskrav.
Gratis mellemmåltider til børn
En ny forsøgsordning sikrer, at alle børn i daginstitutionerne i Fredericia i 2026 får gratis formiddags- og eftermiddagsmad. Til det formål afsættes to millioner kroner. Erfaringerne fra ordningen skal bruges til at vurdere en eventuel videreførelse.
Ifølge forligsteksten er formålet at styrke børns trivsel og sundhed gennem bedre ernæring i løbet af dagen.
Familieområdet styrkes markant
Et andet område med stor vægt i budgetforliget er familieområdet. Her afsættes 40 millioner kroner årligt permanent. Dertil kommer 10 millioner kroner i 2026, der blandt andet skal bruges til at ansætte flere sagsbehandlere.
Baggrunden er stigende udgifter til børn og unge med særlige behov samt et presset arbejdsmiljø blandt medarbejderne. Forligspartierne peger på, at en lavere sagstal for sagsbehandlerne skal øge kvaliteten og styrke arbejdsmiljøet.
Pengene skal også bruges til at følge op på den kulegravning af området, som blev sat i gang med sidste års budget. Resultaterne af kulegravningen forventes i starten af 2026, og forligspartierne vil sikre, at anbefalingerne kan indfases.
Skriver partierne »Forligspartierne bakker op om det igangsatte arbejde med Det gode møde med borgeren, som har til formål at styrke kommunikationen samt skabe bedre rammer om det gode møde og samarbejde mellem familierne og medarbejderne«.
Der etableres også et nyt tværfagligt intensivteam, som skal hjælpe familier med komplekse udfordringer. Teamet skal kunne træde til, når både børn og voksne er i mistrivsel, og der er brug for støtte på tværs af kommunens afdelinger.
Idræt, kultur og fritid
På kultur- og idrætsområdet er der flere nye investeringer. Fredericia Musicalteater modtager to millioner kroner til forbedring af de fysiske rammer. Teatret har markeret sig som en ambitiøs musicalscene og har ambitioner om at blive Danmarks centrum for musicals.
Fredericia Håndboldklub får to millioner kroner til at forbedre tilskuerfaciliteterne i Middelfart Sparekasse Arena. Klubben satser på at spille med i toppen af dansk håndbold, og forligspartierne ønsker at understøtte udviklingen.
Kringsminde får 400.000 kroner til en ny servicebygning. Pengene er nødvendige for at kunne udløse fondsmidler, som allerede er tildelt til andre projekter på stedet.
Kulturkasernen tilføres 250.000 kroner årligt til aktiviteter, mens biografen i Fredericia får en samarbejdsaftale med kommunen. Aftalen løber over to år og betyder et tilskud på 500.000 kroner årligt.
Bastionen får 850.000 kroner for at fastholde åbningstiden, og Midtbyklubben videreføres med et tilskud på 500.000 kroner.
Der afsættes også midler til en ny badebro ved Lillebælt samt 500.000 kroner til en ny streetbasketbane på Gasværksgrunden.
Ældre og socialområdet
Ældreområdet løftes med tre millioner kroner i 2026. Pengene skal blandt andet bruges på demensindsatser og et forsøg med mere nattevagtsdækning på et af kommunens plejehjem. Der skal også skabes flere aktiviteter for plejehjemsbeboere.
På Kobbelgården afsættes tre millioner kroner til bedre normering og yderligere 1,5 millioner kroner til forbedring af de fysiske rammer.
Det specialiserede voksenområde tilføres fire millioner kroner, da prognoser viser flere borgere på området i 2026.
Grøn omstilling og infrastruktur
Forligspartierne har sat 20 millioner kroner af over fire år til etableringen af et teknisk vandselskab. Ideen er at bruge renset spildevand til industrielle formål, så drikkevandsressourcerne kan spares. Projektet skal forankres i Fredericia Spildevand & Energi A/S.
Gratisbusserne, som har været en succes, skal fortsætte. Derfor afsættes en halv million kroner i 2026 til ekstra dubleringsbusser. Der er også penge til cykelafmærkning på Købmagergade, hvor der afsættes én million kroner i 2027. Hertil kommer 3,5 millioner kroner til nye støjværn og to millioner kroner til forbedrede trafikforhold ved Trinity.
Beskæftigelsesområdet
Et område hvor der ikke er nye penge men tværtimod besparelser, er beskæftigelsesområdet. Regeringen har besluttet et besparelseskrav i forbindelse med beskæftigelsesreformen. For Fredericia betyder det en reduktion på 29 millioner kroner frem mod 2030.
Forligspartierne lægger vægt på, at ungeområdet prioriteres, når ressourcerne skal fordeles. Skriver partierne »Vi ved, at samtaler og tæt opfølgning med de unge virker, og derfor differentieres besparelsen på medarbejdere til fordel for ungeområdet«.
Militært samarbejde og kontrolenhed
Som garnisonsby vil Fredericia styrke båndene til Forsvaret. Budgetforliget gør stillingen som militærfaglig konsulent permanent, og der afsættes 500.000 kroner årligt til området.
Samtidig styrkes kommunens kontrolenhed mod socialt bedrageri. I dag består enheden af to medarbejdere, men der ansættes en tredje, som skal være med til at øge provenuet fra de sager, der behandles.
Enighed om kursen
Budgetforliget mellem Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Borgernes Liste, Venstre, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne tegner en bred aftale.
Skriver partierne »På trods af dette er vi nået i mål med et budget, som sikrer, at vi – stadig – passer på velfærden«.
Med aftalen står Fredericia til at gå ind i 2026 med en balance i økonomien, uden nye besparelser og med en række investeringer, som både skal styrke velfærden her og nu og skabe fundamentet for kommunens udvikling i de kommende år.